I 2020 fik Sara Omar De Gyldne Laurbær for ”Skyggedanseren”, som er en fortsættelse til ”Dødevaskeren”. I skiftende korte kapitler, der springer i tid og sted, udfoldes Frmesks livshistorie. Kapitlerne klipper mellem hendes barndom hos bedsteforældrene i Kurdistan, dagligdagen som studerende i Danmark, hvor hun bor med sin mor og søskende, og hendes skyggeliv som tvangsgift i Tyskland.
Frmesk har en kreativ åre og et kvikt hoved, men begrænses i at udfolde sine evner af omverdenen, islamistiske dogmer og de hyppige og omfattende overgreb, hun udsættes for – både som barn og voksen.
Frmesk og hendes forældre flygter til Danmark. Hun læser jura og beskytter sine mindre søskende mod farens vold. Og da hun læser et digt højt til en multikulturel eftermiddag arrangeret af en kurdisk kvinde i Horsens, møder hun den noget ældre Bahzad. Deres forældre indgår en ægteskabsaftale, men allerede på bryllupsferien viser Bahzad sig ikke at være den frisindede mand, han udgav sig for ved deres første møder. Da hun ikke kan bevise sin jomfruelighed, tyranniserer, tæsker og isolerer han hende i deres hus i Badenhof. Hans eskalerende, ondsindede psykiske og fysiske vold medfører, at Frmesk ugentligt må indlægges på hospitalet. Men selvom hun bliver mere og mere en skygge af sig selv, er der ingen i det tyske sundhedsvæsen, der kan hjælpe hende ud af hans brutale magt.
Sara Omar beskriver møjsommeligt, hvordan magtesløsheden nedbryder Frmesk i romanen, der også kan læses som et debatindlæg om forholdet mellem religion, ægteskab og kønsroller.