Baggrund

Citat
”Et øjeblik lagde hun hånden på Nickys skulder og gav den et klem, mens hun bøjede sig frem for at sætte hans gin og tonic på bordet – for at stemme ham blidere og tilbyde ham våbenhvile. Han var jo, når alt kom til alt, en mand. Phillys var vant til at kommunikere med mænd gennem denne form for lette seksuelle berøringer, i lige så høj grad som gennem sin småsnak.”
”Fri kærlighed”, s. 24.

Tessa Hadley er født i Bristol i England i 1956. Hendes far var skolelærer og amatørjazztrompetist, og hendes mor syerske og amatørkunstner. Hadley fik en bachelor i engelsk fra Cambridge i 1978. Da hun giftede sig kun 23 år gammel og fik sit første barn som 24-årig, opgav hun at skabe sig en karriere. På flugt fra et mislykket forsøg på at blive skolelærer gik hun hjemme med sine børn – tre sønner og desuden tre stedsønner – i Cardiff i Wales, hvor hendes mand underviste på universitetet. Undervejs fandt hun tid til at færdiggøre adskillige romaner, som aldrig blev udgivet. Hun fik dog udgivet to novellesamlinger for børn, som hun skrev sammen med sin mand.

Forfatteren fortæller i et interview: ”Jeg prøvede at skrive og mislykkedes katastrofalt. Det var en vanvittig trang … Jeg gjorde det dårligt, mislykkedes, ville stoppe, men kunne ikke. Hver gang jeg opgav i en periode kom denne tvangsmæssige trang tilbage til at skrive om alt, hvad jeg så, følte, iagttog, tilbage.” (Kate Kellaway: Novelist Tessa Hadley: ‘If I met my characters, I might not like them’. The Guardian, 2022-01-08. Egen oversættelse).

I 1993, da Tessa Hadley var i slutningen af ​​trediverne, studerede hun kreativ skrivning på Bath Spa University College. Men det var først, da hun skrev en Ph.D. om forfatteren Henry James, at hun for alvor fandt sin egen stemme som forfatter. Som 46-årig debuterede hun i 2002 endelig med romanen ”Accidents in the Home”.

Siden er det blevet til otte roste romaner og desuden tre novellesamlinger. Hun er blevet nomineret til mange priser og har også modtaget flere. Sideløbende har hun undervist i kreativ skrivning og blev i 2016 professor i faget på Bath Spa University College. Hun bor i Cardiff i Wales med sin mand.

”Fri kærlighed” er hendes første roman på dansk.