Fri kærlighed

Citat
”Hvis ikke hun havde mødt Nicky – hvis ikke hun havde opsøgt ham og fulgt efter ham hertil og lagt alt andet bag sig – havde hun måske aldrig opdaget, at denne nye form for eksistens fandtes: dens fortryllelse, dens forførende fascinationskraft, så ubekymret og legesyg og frigjort. Nicky og Bob Dylan flød sammen i hendes hoved. Hun tænkte, at hun var forelsket i den stemme, de ord.”
”Fri kærlighed”, s. 167.

Tessa Hadleys roman ”Free Love” fra 2022 (”Fri kærlighed”, 2023) tager læseren fra 1967 og ind i 1968 igennem en periode, hvor mange normer og traditioner er i opbrud. I centrum er Phyllis Fisher, en livlig, velklædt 40-årig mor til to, som tilsyneladende er rimeligt tilfreds i sit fredelige ægteskab med Roger og som hjemmegående husmor i en forstad til London. Men i løbet af få timer en enkelt, skæbnesvanger aften forelsker hun sig i den oprørske Nicky, søn af nogle af hendes mands venner og kun halvt så gammel som hende. Hun begynder i al hemmelighed at besøge ham, og en lyst til igen at leve ungt, sexet og uafhængigt bemægtiger sig hende. En aften stikker hun helt og holdent af hjemmefra uden forklaring hverken til mand eller børn. Hun flytter ind hos Nicky på hans værelse i Ladbroke Grove, et multikulturelt bohemekvarter, som ikke kun repræsenterer hendes svundne ungdom, men også tidens nye frisind og de socialistiske strømninger. Gennem samvær og samtaler med Nicky og hans venner får Phyllis både adgang til nye vinkler på verdenen og sig selv.

135727628

Det særlige ved Tessa Hadleys skrivestil er, at hun ofte skifter synsvinkel, så læseren undervejs kommer ind i hovedet på flere forskellige personer. Således i længere stræk også på Phyllis datter, den 16-årige Colette. Den unge kvinde reagerer på sin mors forsvinden med chok og overraskelse, men også med humor og indsigt og ser den i sidste ende som en mulighed for selv at kaste sig ud i at eksperimentere med udseende og seksualitet.

I det hele taget udvikler skandalen sig ikke efter en traditionel fortælleskabelon. Snarere end at skabe sorg og traumer synes Phillys forsvinden at frisætte også Phillys mand, som får sin egen stemme halvvejs og står bag flere overraskende plottwists. Sønnen Hugh, der under alle omstændigheder skulle på kostskole, synes at være skandalens eneste rigtige offer. Men ingen får entydigt skylden for hans problemer, og historien har i det hele taget ingen skurke. Nænsomt bevæger Hadley sig under huden på sine personer, viser deres tankestrømme og hvor styrede de er af deres længsler og drømme. Samtidig giver historiens mange stemnings- og miljøbeskrivelser et indtryk af, hvor stor en rolle samtiden spiller. Alle påvirkes mere eller mindre af, at det undertrykte og tabubelagte slippes fri og driver op til overfladen.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Fri kærlighed"