Tessa Hadley er i sine fortættede, realistiske og meget detaljerede bøger optaget af sine middelklassepersoners forsøg på at finde mening med livet og kærligheden. Særligt har hun fokus på den indre uro i midaldrende kvinder og på, hvordan deres ofte modsætningsfyldte drømme påvirker forholdet til deres nærmeste. Ved at give flere synsvinkler på samme scene eller situation bliver hendes bøger en slags kortlægning af, hvordan nutidens familieliv udspiller sig nu, og hvordan det var engang. På samme måde er hun optaget af det moderne ægteskab, hvor kvinder har friheden og muligheden for at leve deres længsler ud. ”Ægteskabet er også et godt emne at skrive om, fordi det har al den brutalitet og ømhed, som der er brug for i en roman,” fortæller hun (Mads Hjermind Justesen: Ægteskabet har al den brutalitet og ømhed, som der er brug for i en roman. Politiken, 2023-08-26).
Men hun interesserer sig også indgående for, hvordan hendes personer påvirkes af de ydre skift i traditioner, politik og samfundsforhold og inspireres af dem til at finde deres egen vej og bryde op eller ud. I tidligere romaner har hun vekslet mellem fortid og nutid og også drevet sin handling frem gennem flere generationer, men koncentrerer sig i ”Fri kærlighed” om 1967-68.
Hun er inspireret af ældre forfattere som bl.a. Elizabeth Bowen, men mener, at det er en anden middelklasse, hun skriver om i dag, end de gjorde. ”Den middelklasse, jeg skriver om, er mere venstreorienteret. De læser The Guardian, de er frygtelig samvittighedsfulde, lidt kunstneriske, ofte ikke særligt pengestærke, men til gengæld veluddannede.” (Mads Hjermind Justesen: Ægteskabet har al den brutalitet og ømhed, som der er brug for i en roman. Politiken, 2023-08-26). I samme interview siger hun, at hun ikke har lyst til at fælde dom over sine romanpersoner og deres handlinger: ”Det fantastiske ved romangenren er, at den kan rumme alle disse livsanskuelser og ’sandheder’, som modsiger hinanden. Romanen kan rumme dem alle uden at være nødt til at fælde dom.”