Som prosaist kan Niels Hav sammenlignes med både Leif Panduro og Martha Christensen. Christensen har som Hav en forkærlighed for samfundets udsatte, men hvor hun skriver om de stille eksistensers livsvilkår i behandlingssystemet, kredser Hav om udsatte med større handlekraft. Fælles for forfatterne er at skrive sig ind i en dansk realismetradition, der spænder fra Henrik Pontoppidan frem til for eksempel Tove Ditlevsen og længere frem til Jan Sonnergaard og Thomas Korsgaard. Et centralt tema i Korsgaards forfatterskab er følelsen af at være fremmed i sin familie, hvilket er et tema, der også optager Hav. Han skriver dog om fremmedhed i et større perspektiv og ikke kun knyttet til familien. Korsgaards forfatterskab er desuden kendetegnet ved det selvbiografiske, et træk, der ikke kendetegner Havs forfatterskab i samme grad.
Leif Panduro skriver som Hav realistiske fortællinger, og fælles for de to er også den lette og humoristiske skrivestil. Havs skrivestil er dog også præget af en større alvor, hvor især de senere digte rummer bevidstheden om døden. Panduro skrev fortællinger med en fremadskridende handling og en god historie, hvilket også kendetegner Havs noveller, men hvor Panduro var en særdeles produktiv forfatter, der udgav alt lige fra skuespil, radiospil og kronikker til romaner og noveller, er Niels Hav en mere beskeden forfatter, der udelukkende har fokuseret på noveller og lyrik.
Niels Hav udgiver bøger med store mellemrum, og han fremstår som en tålmodig forfatter. At kunne vente på, at sproget melder sig, er en sjælden stamina, som Hav fremhæver og roser ved den danske forfatter Inger Christensen. Han skriver: ”Den stamina er sjælden. I hele sit liv udgav Inger Christensen seks digtsamlinger, hun var i stand til at håndtere ventetiden mellem bøgerne - at afvente det nye. Derfor står det værk, hun efterlod sig, så smukt, hendes ord giver sjælen vinger.” (Niels Hav: En dag modtog jeg et vigtigt brev fra Inger Christensen. Kristeligt Dagblad, 2025–01–15).