Niels Havs forfatterskab består af tre novellesamlinger og syv digtsamlinger, men uanset om han skriver prosa eller lyrik, skriver han nøgternt med et skarpt blik for alt det, der findes under overfladen i et menneskes liv. Han er optaget af livets eksistentielle spørgsmål og af det, der forener os som mennesker, og han ser ingen konflikt i både at skrive prosa og poesi. Om det siger han: ”For mig er der ingen konflikt. Poesi og prosa er forskellige genrer, som er veldefinerede igennem en lang historie. Det er som at have to familier. Når jeg fortæller historier, hører jeg til i Anton Tjekhov-familien. I min poesifamilie er der onkler og ældre brødre som Czeslaw Milosz, Les Murray i Australien og mange andre.” (Said Raihani: An Interview and poem by Niels Hav. Arab World Books, 2017–12–11. Egen oversættelse).
Digtene er mere politiske end novellerne og mere åbne mod verden. I ”Øjeblikke af lykke” er der for eksempel flere rejsedigte fra Kina og digte, der gør op med racisme. Hav har generelt en forkærlighed for mennesker, der befinder sig i periferien af samfundet, som for eksempel i novellen ”En bristefærdig” fra ”Den iranske sommer”, hvor det at befinde sig i periferien bliver helt konkret, fordi de boligblokke, hvor hovedpersonen skal besøge sin søster, ligger ”nøgne, som et første udkast” (s. 59). Fælles for både prosa og lyrik er en tematisk kredsen om kærlighed, død, tid og øjeblikket.
Havs sprog går ubesværet fra det konkrete som for eksempel Fakta og Kvickly på Nørrebro til det mere poetiske, nemlig stilheden i skoven, hvor ingen kan ”udholde lyden af sin egen nøgne stemme i mere end nogle få sekunder” (Fra digtet ”DET SJOVE ER, ”Øjeblikke af lykke”, 2020). Hav åbenbarer naturens dvælende ro midt i det almindelige, larmende liv. Det er øjeblikkets evighed, Hav forsøger at nærme sig og gengive i sproget, uanset om han skriver prosa eller poesi.