Baggrund

Citat
”Jeg kalder hende kælling, for der er ikke noget, der klæder hende bedre; jeg har ikke lyst til at kalde hende ’min hustru’, for der var ikke noget ægteskabeligt mellem os; det var bare selvbedrag. Jeg har altid kaldt hende kælling, et ord, der har en særlig klang og tiltrækningskraft, og jeg giftede mig med hende, fordi hun forførte mig. Men det var bare list og bedrag. Nej, hun holdt på ingen måde af mig; hvordan skulle hun overhovedet kunne holde af nogen?”
”Den blinde ugle”, s. 64.

Sādiq Hidāyat kommer fra en aristokratisk familie. Han er født i 1903 i Teheran, hvor han også voksede op. Familien var efterkommere af sufi-digteren Kamal Khujandi (1320-1400), og hans bedstefar Reza Gholi Khan Hedayat var litteraturhistoriker og digter og tjente i en årrække som undervisningsminister. Sādiq Hidāyat gik på den franske og katolske skole St. Louis i Teheran, og siden studerede han matematik på universitetet og til civilingeniør i Belgien.

Men han skiftede retning og begyndte i stedet at studere arkitektur og litteratur i Paris, hvor han boede i 1926-1930. Det var i disse år, han skrev ”Den blinde ugle”, som dog først udkom mange år senere. I Paris havde han en forlist kærlighedsaffære og forsøgte at tage sit eget liv, og han kom tilbage til Teheran uden at have færdiggjort nogen uddannelse. Han debuterede med en novellesamling, ”Levende begravet”, i 1930, og han var med til at stifte Rab’eh, en gruppe progressive forfattere, oversættere og journalister, som gik ind for en kulturrevolution i Iran, der på daværende tidspunkt var ledet af Reza Shah Pahlavi.

Op igennem 1930’erne udgav Hedayat en lang række bøger og oversættelser. Han har bl.a. oversat Kafka og Sartre til persisk. I 1934 blev han underlagt et skriveforbud, pga. en særligt samfundskritisk tekst, og kort efter rejste han til Indien, hvor han boede i Bombay et års tid. Her blev ”Den blinde ugle” udgivet første gang. Politiske forandringer i Iran betød, at Hedayat kunne genoptage sin litterære praksis i hjemlandet i 1940’erne. Han har i alt udgivet 13 skønlitterære værker, deriblandt romaner, novellesamlinger og dramatik, såvel som oversat en lang række værker og en filosofisk traktat om vegetarisme.
Han ragede uklar med sin familie, fordi han havde plejet omgang med folk fra kommunistpartiet, og hans person og virke blev i offentligheden nedrakket og hånet. Og da hans venner fra kommunistpartiet slog hånden af ham over uenigheder om oprøret i Aserbajdsjan, stod Hedayat nu aldeles isoleret og venneløs, foruden at være desillusioneret og have svært ved at finde et forlag til sine tekster. Han rejste til Paris i 1950 i håbet om arbejde og opholdstilladelse, men uden held. Den 9. april 1951 mistede han livet til selvmord.