Æg

Citat
“Et æg triller ned. En celle svømmer op. Og bydes ind. // Et æg er / en kerne af kraft / i en balje af saft / En celle af sæd / er et anslag til bær / En celle i et æg er en musling / der klapper / i. // Et befrugtet æg er en tanke der lukker sig om sig selv. /Smilet og mødet og smeltningens glimt, og så er starten slut og: // En er delelig med to, det vidste ingen, men sådan er det. To er delelig med fire, fire med otte, otte med seksten, ja seksten. (…)”
”Æg”, s. 43-45.

I 2017 udkom Shëkufe Heibergs digtsamling ”Æg”, der er digte om undfangelse, graviditet, fødsel og moderskab. Samlingen består af fire dele – ’først’, ’måne & æg’, ’så’ og ’tørst’, og de fire dele følger udviklingen fra celledeling til moderens rutiner og mødrefællesskab.

Hvor ’først’ og ’så’ bruger langdigtets struktur, lægger de to andre dele sig op ad dramaet. ’Måne & æg’ anvender tegnede symboler for bl.a. månen og stjernerne i sin prolog og epilog, og i selve skuespillet har måne og æg en legende dialog i hverdagssprog: ”MÅNE: Jeg mener alle hundyrene, hunmennesker, hunhjorte, hunskildpadder, hunhvaler, alle dem der er, eller kan blive, mødre. De ser anderledes på mig. Som om jeg er ok. Når de kigger, slapper jeg af.” (s. 95). Afsnittets epilog rummer desuden en skabelsesberetning med månen og månens ni døtre som det centrale.

Afsnittet ’så’ fortæller i langdigtform om morens liv efter barnefødslen og italesætter også problematikken ved at være adskilt fra sit barn, og vi hører om morens længsel efter fællesskab.

54108230

Det fællesskab tager sin form i sidste del, ’tørst’, der er opstillet som et stykke dramatik med skiftende vers fra ni moderstemmer. De ni mødre er samlet i et hekseagtigt ritual omkring et bål, hvor de spiser suppe sammen og ønsker at skabe et nyt sprog, der skal hedde kvinsk, og deres ordbog skal starte med ordet ”vi”. Med andre ord skal sproget være et samlende sprog, hvor man deler og heler frem for at udnytte, sprede og jage.

De tre langdigte indledes med et citat af den amerikanske forfatter Gertrude Stein (1874-1946), der anses som en central skikkelse i udviklingen af moderne kunst og litteratur – bl.a. gennem talrige saloner og som mentor for andre forfattere. Også ”Æg” rummer engagement og opfordrer til kvindefællesskab, hvor der deles erfaringer.

Sproget i ”Æg” er præget af cykliske gentagelser og har en overvægt af naturord med få stavelser. Det giver langdigtene en let og boblende rytme, der stemmer overens med digtenes forbindelse til naturen, sol, måne, årstider og dyreliv.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Æg"