Selvom Shëkufe Heibergs ”Æg” udkom allerede i 2017, kan den ses som en del af moderskabslitteraturen, der fik en opblomstring med bl.a. med Olga Ravns roman ”Mit arbejde” fra 2020 og ellers var en stærk strømning i 1970’erne. ”Æg” slutter med en vision om at forfatte nye bøger på sproget kvinsk, der kaldes et omsorgssprog eller et samlersprog, og det begreb er inspireret af forfatteren Ursula K. Le Guins såkaldte bæreposeteori: At menneskets første værktøj var en bærepose for fødevarer og ikke et våben. Dermed ses samleren som det tidligste menneske i stedet for den driftige jæger, og det billede bruger Le Guin til også at forestille sig fiktionens naturlige og oprindelige form som en bærepose. En litteratur, der kan rumme alt i sin omsorg, og et sprog, der er skabende og fælles frem for destruktivt.
”Nødder” – og stort set alle andre af Shëkufe Heibergs bøger – har islæt af klimalitteratur, og med sine sanselige hyldester ligner Shëkufe Heiberg en forfatter som C.Y. Frostholm. Også han eksperimenterer med at forene lyrik, prosa, erindringer, opslagsord og fotos i én og samme bog, og begge skriver om naturens skønhed og ønsket om harmoni. Med ”Første gang jeg tager tørklædet på” skriver Shëkufe Heiberg sig ind i tørklædedebatten og debatten om nydansk feminisme, som bl.a. Natasha Al-Hariri er en del af, og også ”Frugt & grønne sager” og ”Muld & liv” har grene ud over den skønlitterære verden. Via deres illustrationer og beskrivelser er bøgerne en lyrisk udvikling af opslagsværker om planter, og i debuten er digtene sat grafisk op således, at sætningerne ofte selv skaber en skraveret afgrænsning som form af en grøntsag. Den metode er udbredt inden for konkret lyrik, hvor den typografiske udformning af et digt betyder lige så meget som selve ordene og udsigelsen, og dermed underkendes en jagt på konventionel mening. En digter som Hans-Jørgen Nielsen er en væsentlig skikkelse i især slutningen af 1960’erne, hvor bølgen af modernisme, konkret lyrik og systemdigtning fejede over det litterære Danmark.