Plantae sapien

Citat
”Jorden omsluttede hendes fødder og ankler, hun rettede sig op og sænkede skuldrene. Indåndede den sødlige duft af en skov, der lænede sig ind i skumringstimen. Udåndede og indåndede igen, fyldte lungerne med den dugfriske ilt, til hun blev svimmel og høj på samme tid. (…) I morgen tidligt ville solens stråler kysse denne plet, før noget andet sted på grunden.”
”Plantae sapien”, s. 5-6.

I 2021 udkom Shëkufe Heibergs første prosaværk, ”Plantae sapien”, som en kunstnerisk kommentar til klimatopmødet COP26.

”Plantae sapien” er en kort fortælling på 30 sider om en kvinde, der har forladt sin mand og sine to sønner for at tage nogle dage alene i sommerhus for at skrive en bog færdig. I stedet for at skrive går kvinden imidlertid ud i naturen og slår rod – bogstaveligt talt. Hun begraver sine fødder i jorden og har planer om at stå der nogle timer, men hun vågner næste morgen og opdager, at hun har sovet opretstående hele natten. Længslen efter at høre sammen med naturen har manifesteret sig fysisk i, at der i nattens løb er sket en forvandling, så et svampenetværk er begyndt at forbinde hende til naturen og de øvrige planter, og også hendes krop ændrer sig: Hun får knopper og grønne håndflader og kan med tiden forstå de omgivende træer, der taler ’træsk’ og har hver deres vilje. Bl.a. kan hun høre, at bøgen siger på ’træsk’: ”Mm jaj manglr fosfat vl I skaf nogl joner tak?” (s. 12). Hendes tæer forgrener sig og gror dybere og dybere ned i jorden, og hun mister fornemmelsen af sult og tørst. Alt er harmonisk, indtil birken spørger, om der også er nogle småplanter, og kvinden husker sine børn.

Efter nogle dage ankommer hendes mand og sønner til sommerhuset, men kan i første omgang ikke høre hende, fordi hun kalder på dem gennem rødderne, og da de finder hinanden, står kvinden i et dilemma, fordi hendes forskermand vil have hende med hjem for at undersøge hende. Dernæst følger en utopisk epilog, hvor det fastslås, at den nye art plantae sapien kan være med til at redde verdens klimaproblemer.

”Plantae sapien” minder sprogligt og fortællermæssigt set om et eventyr, der har den surrealistiske forvandling og de besjælede planter som centrum. Kvindens metamorfose over imod at blive en menneskeplante sker så at sige dobbelt, da hun også forvandles tilbage mod noget menneskeligt, da hendes familie opsøger hende, og hun befinder sig i et dilemma: Skal hun vælge kærligheden til sine børn til og dermed miste sit nye fællesskab? Eller kan de to tilstande forenes?