Michael Holbeks roman ”Strøm” er et fyrværkeri af en familiefortælling, svøbt i komplekse og kærlighedsfulde relationer og indrammet af tendenser i tiden. Det samme kan man sige om norske Lars Saabye Christensens Oslo-epos ”Byens spor” (2018-21), der er noget så sjældent som en romantrilogi i fire bind. Den følger familien Kristoffersen fra de magre efterkrigsår frem til en forandret by i 1980’erne, og ikke mindst står forliste drømme, seriøse skæverter og længselsfulde børn skarpt i de næsten rørende portrætter af en familie og en by.
Bjarne Reuter har i sine Brønshøj-romaner også brugt løs af stemninger og særkender fra en tid og sted som ramme for fortællingerne, ligesom Keld Conradsen i sine bøger også gerne skriver flere epoker sammen med tidstypiske referencer inden for kultur og politik. I Johanne Myginds ”Kærlighedens år” fra 2021 er tre generationer kvinder skildret i deres ømme og smertefulde slægtskab – og tre forskellige samtiders rammer og normer at blive kvinde indenfor. Katrine Marie Guldagers Køge-krønike (2010-2016) har med udgangspunkt i en familie og en by også indkredset relationelle dramaer og sat dem ind i en samfundsvendt kontekst. Eksemplerne er utallige.
Selv nævner Michael Holbek Herman Bang, Agnes Henningsen, Hans Scherfig, Nick Flynn og Lars Saabye Christensen som forfattere, han er inspireret af.