Da Michael Holbek efter mange år som fagbogsforfatter gav sig i kast med fiktionen, var det med en omfangsrig familiekrønike, der med afsæt i hans egen families historie tegner et portræt af Danmark fra 1966-1987. Det er en klassisk og ambitiøs romanform, der tegner både de små og de store linjer op i en muntert fremadskridende fiktion. Håndværket han har lært fra at skrive biografier, har han kunnet bruge direkte i romanformen, fortæller han: ”Jeg har brugt biografierne til at lære at bygge historier op. Og som journalist er det superfedt at arbejde på den virkelig lange bane, hvor man skal skrue et helt liv sammen.” (Kjeld Hybel: Jeg lever deres liv én gang til for at forstå det. Politiken, 2010-11-06).
”Strøm” er en gavmild og detaljerig roman om lidt af det hele: Kærlighed, familieforhold, musselmalede tallerkener, elinstallation, hashsmugling og utrolig mange kolde øl. Undervejs er der mange moralske dilemmaer og personlige valg, som karaktererne skal gøre sig, og i og med det lange tidsperspektiv er der plads til at udfolde den nye velstand og optimisme i 1960’erne, kvindefrigørelse, oliekrise og nye familieformer i 1970’erne og kapitalistiske shippingeventyr i 1980’erne. Med masser af billedskabende tidsmarkører og henvisninger til personer, begivenheder og debatter bliver ”Strøm” en farverig danmarkshistorie.
I et klasseperspektiv møder vi en stolt arbejderklasse, der ikke er bange for at tage fat, og som er drevet af et ideal om altid at gøre det bedste man kan. Om det fortæller Michael Holbek selv: ”Inden for arbejderklassen kan der være nogle ret hårde koder indimellem som handler om misundelse eller om at holde hinanden nede, men der er nogle grundlæggende værdier – at have et arbejde, gøre det så godt du kan, ikke give op – som jeg selv er præget af.” (DR Romanprisen: 2023 Michael Holbek. DR, 2022-12-21). Han uddyber, at der i arbejderklassen var udstukket en vej for en og at man ikke bare kunne blive, hvad man ville, så hans far var overbevist om, at Michael skulle være elektriker. Ved en tilfældighed og en samtale med en lærer i realen blev det i stedet til, at Michael Holbek kom på gymnasiet og på den måde har udført den klasserejse, hans karakterer i romanen drømte om.