Strøm

Citat
” … hans blik hænger ved de mange håndværkere på cykel. De er nemme at genkende, arbejdstøjet og kasketterne, den obligatoriske mappe med morgenbajere knappet over stangen. (…) Han forestiller sig, de skal ud og stå på en fabrik eller et stillads, og når de kommer hjem i aften, er det eneste de orker at smide sig foran fjernsynet. Det er derfor, han for længe siden besluttede, at han aldrig, aldrig, aldrig ville have sådan et liv. Men som han ser dem trampe over broen, bliver han alligevel i tvivl, om det havde været bedre, hvis han havde fulgt den slagne vej.”
”Strøm”, s. 280.

Michael Holbek romandebuterede i 2022 med den vidtforgrenede familiefortælling ”Strøm”, der har drengen Kim som gennemgående figur, fra han er syv år i 1966 og bor med sin søster Hanne, sin mor Vigga og sin far Eivind til han som ung voksen er på vej ind i sit eget etablerede parforhold.

Romanen er indledt af en kort prolog fra april 1987 og er ellers delt ind i tre dele, der hver for sig foregår i årene 1966-75, 1976 og 1979-87. Vi følger Kims mere eller mindre vellykkede familie i deres forsøg på at stave til lykke. Eivind er håbefuld elektriker, der drømmer stort, men mere end en gang brænder nallerne på sin stædige ukuelighed. Kims mor Vigga får nok af Eivind og flytter sammen med Hanne fra deres nybyggede hus i Bjæverskov og overlader den drukfældige Eivind til en lidt stakkels og teenageramt Kim.

134497866

Viggas bror Bruno har forladt sin kone og tre børn og lander i et lystigt eventyr med dansepigen Jytte og en tvivlsom karriere som hashsmugler. Vigga bliver ansat som kongelig porcelænsmaler, Eivind får en lidt for stor entreprise på det topmoderne Herlev Hospital, Bruno gør sig erfaringer med hårdhændede metoder i Pakistan, mens Kim forsøger at holde sammen på sig selv og sin smuldrende familie.

Der er blomstrende scener fra love ins på Langelinie, Slade-koncert i KB-hallen, nybyggede parcelhusdrømme og en heftig aften i Ungeren med Einstürzende Neubauten. De forskellige årtiers strømninger får luft i scener og dialoger, så kvindekamp, klimabevægelse, strejker, kollektiver, kapitalismekritik og vegetarer – og generelt: drømmen om noget andet – bliver de samfundsrettede rammer om de menneskelige dramaer. Og dem er der på sørgeligste vis nok af: Kim har ondt i maven over at skulle være voksen for sin far og savne sin mor, mens Eivind og Bruno af forskellige årsager imploderer noget så grundigt. Er det deres egen skyld, samfundets eller deres families – og hvem har egentlig ansvaret for et liv, for at drømmene bliver til virkelighed? Det er centrale spørgsmål i denne smidigt fremadskridende krønike om tre skelsættende årtier, der forandrede verden og en ung mand ved navn Kim.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Strøm"