Beslægtede forfatterskaber

Monika Helfer har i sin slægtstrilogi udfoldet sin egen families historie i et selvrefleksivt format og i flere tider, da hun både opererer med familiens historie i fortiden, et fortællende spor i skrivende nutid og en hel masse ind i mellem. Litteraturhistorien er fuld af forfattere, der har skrevet fiktion ud fra deres egen historie, f.eks. svenske Alex Schulman, der i ”Brænd alle mine breve” (2022) skriver om sin berømte morfar Sven Stolpe og det trekantsdrama, der udfoldede sig med hans kone Karin og forfatteren Olof Lagercrantz. Schulman arbejder også med et erindringstema og en komposition i tre tider: dengang, nu og et midtimellem. Merete Pryds Helle har også udfoldet sin families historie gennem tre generationer i ”Folkets skønhed” (2016), ”Vi kunne alt” (2018) og ”Det vågne hjerte” (2022).

Både ”Pakket. En familie” og ”Far” har krig som grundtone, uden at krigen er central i intrigen. Den er mere til stede som sår og afledte effekter. Andre fortællinger fra krigens randområder ses hos f.eks. finske Rosa Liksom, der berør Vinterkrigen i Finland og Anden Verdenskrig i henholdsvis ”Elven” (2023) og ”Oberstinden” (2018). I lighed med Helfer er det i krigens udkant og i dens efterdønninger, interessen ligger – for hvordan var det for dem, der ikke drog i krig?

Skildringen af en fattig familie i en bjergegn deler Monika Helfer med bl.a. norske Lars Mytting, der bl.a. i ”Svøm med dem som drukner” (2015) og ”Søsterklokkerne” (2019) skriver om det simple og barske liv mellem bjergene.

I irske Claire Keegans kortroman ”Den slags små ting” (2021) foregår historien om Bill Furlong på en primitiv irsk gård, og den italesætter såvel kirkens fordømmende forventninger til kvindeliv som oplevelsen af at være forældreløs og udenfor, hvilket vækker samklang med Helfers værker i deres undersøgelse af ulighed og uretfærdighed.

Selv fortæller Monika Helfer, at hun holder af Sigrid Nunez, og at hun udover favoritter som Andrej Tjekhov og Franz Kafka netop er tiltrukket af amerikansk litteratur: ”Når jeg tænker på Richard Ford, føler jeg mig tættere på ham end på mine tyske kolleger. Hvorfor? Jeg tror, det er hans uimponerede måde at skrive på, med fokus på det væsentlige og modet til ikke at virke mere mystisk, end man er.” (Bloomsbury: ”The trick, I think, is bringing my own self, my own present, into the story”. Bloomsbury.com, 2023-03-07. Egen oversættelse).