Som en efterfølger til ”Pakket” udkom Monika Helfers roman ”Vati” i 2021 (”Far”, 2023). Heri opruller hun sin fars historie, fortalt ud fra sin egen erindring og ud fra samtaler med sin tante og søster. Hvem var denne mand, som voksede op under fattige kår med en livslang kærlighed til bøger, og som døde pludseligt, mens han åbnede en bogpakke? Det er en roman om kærlighed, hemmeligheder og biblioteker, og den foregår i Østrig i årene efter Anden Verdenskrig.
Fortælleren Monika åbner værket i en skrivende nutid, hvor hun har et fotografi hængende over sit skrivebord. Det forestiller hendes forældre og hende selv og søsteren Gretel sammen med en flok af de mennesker, der beboede rekonvalescenshjemmet Tschengla, hvor hun voksede op, 1220 meter over havet. Men faderen ser mærkelig ud på billedet, hvilket ikke stemmer overens med hendes erindring om ham, så hun dykker ned i historien for at opklare hans tvetydige ansigtsudtryk. Det åbner for en voldsom historie om skam, bogtyverier og et mislykket selvmordsforsøg.
136185772
Barndommen på hjemmet i bjergene var paradisisk med blomstrende natur og en kærlig familie. Faderen havde fået amputeret et ben efter en kuldeskade under krigen, og på lazarettet mødte han sin kone Grete – som man vil kende fra ”Pakket”. Nu driver han et hjem for krigsveteraner, og hans passion for bøger får ham til at opbygge et solidt bibliotek på hjemmet, som ingen dog bruger.
Paradiset brydes op, da Grete pludseligt dør, faren forsvinder og de fire børn spredes ud til forskellige familiemedlemmer. Nu bor Monika med to søstre i en tætpakket lejlighed hos tante Kathe, der forsøger at holde styr på familiens farverige personager. Efterhånden får Monika stykket en historie sammen om både faderens dæmoner og familiens hemmeligheder og sår.
Romanen er kærligt tilbageskuende uden at være sentimental. Der fældes ingen domme over dem, der trådte forkert eller handlede uhensigtsmæssigt. Kun en nysgerrighed over, hvad der skete og hvordan vi er betinget af vores historie. Samtidig giver den et detaljerigt indtryk af en opvækst under kummerlige efterkrigsforhold – og hvor grundlæggende forskelligt mennesker kan forholde sig til hinanden og til tilværelsen.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Far"