Liv Helm skriver fiktion med udgangspunkt i sit eget liv, og der findes et utal af romaner inden for den genre. Inden for dansk litteratur udgav Lærke Kløvedal i 2023 erindringsfortællingen ”Sømærke”, der handler om at være barn af en kendt eventyrer og en enlig mor i Thy og om, hvordan ens ophav og opvækst former en. Ligesom Helm arbejder Kløvedal i romanen målrettet med at forstå, hvem hendes forældre var og hvad de var drevet af – og med at finde sin egen vej i livet.
I og med de mange litterære og kulturelle referencer i ”Med hjertet i hånden” kommer Liv Helm selv ind på en række af de værker og forfatterskaber, der inspirerer hende. Norske Vigdis Hjorth skriver i ”Arv og miljø” (2017) om såvel overgreb i barndommen, dødsfald i familien og arvestridigheder og har på den måde flere sammenfald med ”Med hjertet i hånden”, der selv nævner Hjorths bog. Helm nævner også norske Herbjørg Wassmo, der i sit forfatterskab og særligt i Tora-trilogien (1983-87) skriver om overgreb mod børn.
Engelske Virginia Woolf skriver i sin erindringstekst ”Et rids af fortiden” (da. 2016) om at blive udsat for overgreb af sin halvbror, en passage, der citeres i ”Med hjertet i hånden” (s. 96).
Franske Annie Ernaux omtales ligeledes i romanen. Hun har i sit forfatterskab også skrevet ud fra sit eget liv og bevidst arbejdet med at gøre hændelser fra sit eget liv til noget generelt.
Suzanne Brøgger har en rolle i ”Med hånden i hjertet”, både som karakter og som genstand for det teaterstykke, Liv sætter op. Brøgger har i udpræget grad brugt sig selv i sine værker, og Liv Helm er optaget af Brøggers måde at skildre et liv med en psykisk syg mor på.
Jo mere, Liv dykker ned i den norske dramatiker Henrik Ibsens værker, jo flere selvmord og overgreb finder hun, og hun ønsker at trække både overgrebene og deres ofre frem, ikke mindst i hendes iscenesættelse af Ibsens ”Lille Eyolf” fra 1894.
Til Livs bedsteforældres bisættelse bliver der læst et digt op fra Inger Christensens sonetkrans ”Sommerfugledalen” (1991), og Liv bruger også nogle strofer fra Christensens digt ”Lys”, da hun skal fri til Aslak, fordi hun ikke selv tør tage ordene i sin mund. Også her bruger hun litteraturen og kunsten som sin indgang til verden og værn mod sin egen frygt.