Anja Hitz fortæller i et mindre interview om sine litterære helte, at hendes litterære helt faktisk er en antihelt. Det er nemlig en dreng, der beskriver sig selv som skævbenet, temmelig dum, ret grim og meget bange, og det er Karl Tvebak Løvehjerte fra Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” (1973). Han er hendes helt, fordi han kan finde ud af at leve i kærlighed, fordi han er langt mere modig, end folk er flest. Det er også derfor, at den bog er hendes egen yndlingsbog, fordi den beskæftiger sig med alt det, der er stort: med livet, døden, ondskaben og kærligheden. Det samme ser man i hendes egne bøger, at de handler om mennesker, der mødes og holder lidt af hinandens liv i deres hænder.
Hitz fremhæver i samme interview Jakob Martin Strids ”Min mormors gebis” (2006), ”Lasse-Leif”-bøgerne af Mette Finderup og ”Villads fra Valby”-bøgerne af Anne Sofie Hammer som nogle, hun læser højt for sit barn. Og hun fremhæver Tine Sakura Bestles ”Skyggefugl” (2014) som et bud på en nyere børnebog, der kan blive en moderne klassiker.
Udover de bøger, Hitz selv fremhæver, kan man nævne børnebøger, som på forskellige måder undersøger den kernefamilie, som på godt og ondt er i forandring. Man kan nævne Kirsten Sonne Harilds ”Fanny flytter – Operation Gekko” (2016), Renée Toft Simonsens ”Karlas kabale” (2003) og Kim Fupz Aakesons ”Heks!” (2015) samt ”Vitello skal have en papfar” (2010).
Familien er også et tema i bøger til unge. Det er den for eksempel i Lise Villadsens ”Tigerhjerte – Moderne familier er komplicerede. Måske endda fucked up” (2018) og Mette Eike Neerlins ”Hest, hest, tiger, tiger” (2015), ligesom efterskolen beskrives i Henrik Nilaus’ ”Pinligt! – Ditte på efterskole” (2008), Jesper Wung-Sungs ”Det år sjæle slår smut” (2022) samt Else Lefmanns ”Heksen på efterskolen” (2016).