Fuck, et lorteprojekt! Hvorfor var der ingen af dem, der nægtede, da de stod inde på land? Hvorfor nægtede de ikke kollektivt? Yay, stærk mand, der siger, hvad vi skal gøre – og det gør vi så. Vi overhører da bare den lille stemme, ser rundt på hinanden … nej, ingen gør oprør, så er det jo nok ikke så slemt … han ved vel, hvad han gør … det går jo nok …”
Anja Hitz’ ”Den dag vi døde” udkom i 2019. Det er en stærk, gribende, men også livsbekræftende fiktionshistorie, der er inspireret af kæntringsulykken på Præstø Fjord i 2011. Dér sejlede 13 elever og to lærere fra Lundby Efterskole ud på fjorden en alt for kold og blæsende dag. De kæntrede, den ene lærer døde, og syv unge var klinisk døde, men blev genoplivet. Hitz skriver i romanens efterskrift, at hun som forfatter ”har skabt et antal fiktive karakterer, som jeg lader komme ud for en hændelse, der ligner præstøulykken i struktur og handlingsmæssige detaljer. Men ikke når det gælder personlige detaljer.” (s. 217).
Romanen følger før, under og efter ulykken tre karakterer, der er begyndt på samme efterskole. Den første er Kaya. Hun er en handlekraftig, rebelsk pige, der tør sige de voksne imod og udfordre deres regler.
46552571
Hun er som alle unge lidt ude af balance, nok også på grund af den håndboldskade, ”der allerede havde ændret hendes liv én gang.” (s. 9). Da hun til et plat arrangement på skolen, hvor en livsstilscoach i spadseredragt spørger de unge, hvad de ville gøre, hvis de kun havde én dag tilbage, møder den mystiske, tegnende og smukke Fe, er det, som om hun liver op.
Den anden er Magnus. Hans fængslede mor ønsker ikke at se ham, og også derfor knytter han sig til efterskolelæreren Robert. Han holder jul med Roberts familie, og der hører man en dialog mellem Robert og Roberts far: ””Kan du huske, når vi gjorde det, far?” … ”Huggede hul i isen?” … ”Jeg kan huske første gang,” siger faren med noget nyt i stemmen, noget nedladende. ”Du godeste, hvor du pev.”” (s. 15). Det må være det, der har givet Robert det credo, man fornemmer, er efterskolens læresætning: ”Ved at bruge kroppen, presse kroppen, til grænsen, og måske endda lidt længere, kan vi lægge hele lortet bag os.” (s. 18). Senere i romanen er det ikke overraskende Robert, der tager den skæbnesvangre beslutning, at de skal sejle.
Den tredje stemme er Tolle, som er forelsket i Kaya. En alt for fuld nytårsaften brækker han armen, og fordi armen er i gips, bliver han reddet fra at tage med ud på fjorden. Og det skal han så leve med og være taknemmelig for – og det kan man godt forstå, er svært.