Genrer og tematikker

Anja Hitz skriver skønlitterære børne- og ungdomsbøger, der kredser om nutidige, realistiske og verdensvendte problemstillinger. Hun fortæller selv i et interview, at uden ”jeg har været bevidst om det, er mange af mine bøger kommet til at handle om det at dele. Fra ”Mig og min familie”-serien, der handler om at dele livet i nye familiekonstellationer til ungdomsromanen ”7 Døgn for os”, hvor tre teenagere deler et stykke livsvej trods store forskelligheder, til billedbogen ”Min, min, min!”, der handler om at være 4-5 år og dele sine ting med andre.” (Biblioteket: Anja Hitz. Helsingør Kommunes Biblioteker, 2020-06-08).

Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup skrev som bekendt og citeres ofte for, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at vi holder et stykke af deres liv i vores hånd. Hitz’ bøger kredser som nævnt om verdensvendte problemstillinger, men de undersøger dem i møder mellem børn og unge mennesker og det liv, de deler, på godt og ondt. Bøgerne undersøger derfor de samtidige problematikker i sammenhæng med den kompleksitet, som opstår, når mennesker møder hinanden og holder lidt af hinandens liv i deres hænder. Det gælder, når hun skriver om, hvordan man kan leve og ikke bare overleve i sammenbragte familier, når hun skriver om kæntringstragedien, hvor unges liv blev forandret af en voksen, der glemte, han holdt deres liv i sine hænder, og når hun skriver om dysfunktionelle familier, hvor børn oplever, at de netop ikke har nogen at dele livet med. Det gælder også, når hun skriver om kærlighed mellem mennesker, jalousi, om at dele sine legesager med andre børn og blive voksen på en god måde.

Måske derfor fortæller hun videre i førnævnte interview, at det simpelthen er livet, der ”inspirerer mig. Mine egne børn inspirerer mig. Forholdet mellem mennesker. Der kan opstå et enkelt billede i mit hoved, som inspirerer mig til en hel fortælling. Jeg kan også skrive ud fra et spørgsmål i mig selv, en undersøgelse af et emne eller en karakter.” (Biblioteket: Anja Hitz. Helsingør Kommunes Biblioteker, 2020-06-08). Det skriver Anja Hitz om på en lettilgængelig, medrivende og ofte poetisk måde, der ikke taler ned til børn og unge, men som tværtimod udstiller, at vi voksne langt fra er så kloge, som vi går og tror.