Vi kan godt tænke på noget andet.
Om fugle kan lide at være alene.
Om de er bange for mørke.
Om de nogensinde støder sammen i luften.
Vi har aldrig set fugle støde sammen i luften.
Og vi har ellers kigget mod himlen i mange timer.”
Anja Hitz’ ”Vores fugl” udkom i 2019. Det er en børnebog, som sammen med voksne kan læses af børn fra syv år, og som også kan læses af ældre børn og unge, for eksempel i forbindelse med skolearbejde. Bogen er utrolig fint, sørgmodigt, men også håbefuldt illustreret af Anna Margrethe Kjærgaard. Stregerne er bløde og farverne let mørkegrønne, brune, grå og sorte. Illustrationerne understøtter den stilfærdige, næsten poetiske og medrivende historie om et barn, der forsøger at overleve i en dysfunktionel familie.
Det ”vi”, drengen er en del af, tæller ikke hans forældre eller andre voksne. De larmer ved deres fravær. Historien begynder for eksempel med, at når ”de voksne sover længe, kan vi sagtens selv finde på noget at lave.” (s. 5). Drengen rydder op i et køkken, der er fyldt med rod, opvask og tomme flasker. Det gør han sammen med den mørkegrønne fantasifigur, som passer på ham. Drengen er nemlig helt grå og farveløs, men hans kinder er den samme grønne farve som fantasifiguren. Fantasifiguren giver ham farve, en grøn kage, et grønt tæppe, og fjerner derved lidt af det helt farveløse, de voksne skaber.
138203859
Selvom fantasifiguren giver ham farver, er det samtidig begrænset, hvad den kan. Et sted er der en i opgangen, der spørger drengen: ”Hvordan går det derhjemme? De siger: Jeg er her, hvis du har brug for en at snakke med.” (s. 10), men, siger drengen til fantasifiguren: ”Vi behøver ikke at sige noget til nogen. Vi har jo hinanden.” (s. 10). Fantasifiguren bliver en undskyldning for at klare noget, et barn ikke skal kunne klare.
Fantasifiguren og drengen ser sammen på fugle, og drengen vil selv have en, måske for at blive fri som en fugl. Han finder et bur i en skrotbunke og samler flasker, til han har råd til at købe det, der bliver til bogens titel: ”vores fugl”. En dag kommer han og fantasifiguren hjem. Nogen ”har været meget sure derhjemme.” (s. 16). Buret er smadret, men fuglen har klaret det og sidder på et skab. Det er ikke fantasien, men vores levende fugl, der bliver den trædesten, som gør, at drengen, klædt helt i grønt, går ud i verden for at finde hjælp: ”Vores fugl har brug for, at vi siger noget til nogen. Det er derfor, vi går her.” (s. 21).