Ø

Citat
”Jeg havde en uro i kroppen, en sorg. Jeg krøllede mig sammen på en bænk med ryggen til Lagtinget og front mod havet. Nu dukkede Aeolia op igen, Vindkongens Ø. Det var abben, der lærte mig at samle på flydeøer.”

”Ø”, s. 125.

Siri Ranva Hjelm Jacobsens debutroman ”Ø” fra 2016 følger to spor – 1. og 3. generation i en familie, der emigrerer fra Færøerne til Danmark. 1. generation består af det unge forlovede par Marita og Fritz, der i 1930’erne udvandrer til Danmark. To generationer senere rejser deres unavngivne barnebarn tilbage til Færøerne for at få hold på sin familiehistorie og sin udefinerbare følelse af længsel og hjemve.

”Ø” er en sanselig og stemningsfuld roman om tilhørsforhold og længsel. Ved at beskrive udvalgte scener fra barndommen viser jeg-fortælleren, hvordan hjemveen gnaver i Fritz og samtidig graver en afgrund mellem Fritz og Marita. I modsætning til Fritz har Marita tilsyneladende ikke nogen længsel mod sit hjemland, og således bliver Fritz’ mantra da også ”hvis ikke for Marita” – eller når han messer for sit barnebarn ”hvis ikke for din omma”. Underforstået – så var Fritz for længst flyttet tilbage til sit hjemland. På den måde installerer Fritz (kaldet abba) sin hjemve i 3. generation, som endda kun er halvt færing, halvt dansk.

52521254

Titlen bærer mange henvisninger i sig og er fortællingens ledemotiv. Den henviser bl.a. til Suderø, hvor det meste af familiehistorien udspiller sig. Det er selvfølgelig først og fremmest en konkret ø, som familien stammer fra, og som barnebarnet besøger, men i beretningen bliver det også en mytologisk ø på linje med Odysseus’ Itakha i Homers værk ”Odysseen”, som Fritz læser højt fra for jeg-fortælleren. Suderø er fuld af mytologisk ballast, som jeg-fortælleren lærer om på sin rejse, og samtidig kan den lignes med Itakha, fordi den repræsenterer en patologisk forestilling om hjem for såvel Fritz som barnebarnet. Ifølge bedstefaren har flere af Færøerne endog været flydeøer ligesom Vindkongens Aeolia i ”Odysseen”, og på den måde peges igen på øernes mytologiske kraft. Titlen henviser endvidere til 1600-tals digteren John Donnes verslinje ”Intet menneske er en ø, en verden for sig”, og to gange i værkets løb hedder det ”dybt under havet mødes alle landmasser” (s. 110 og s. 244). På den måde diskuterer værket selve identitetens væsen – er det flydende eller landfast? Og i hvor høj grad har vi brug for fast grund under vore fødder? Svaret er ikke entydigt. Mens Marita tilsyneladende trives i sit eksil, trækker sorgen og længslen i Fritz spor helt ned i 3. generation.