Nye rejsende

Citat
”fjerde gang jeg ser dig nøgen// holder toget stille// på grund af en personpåkørsel/ et andet sted på strækningen// så har vi mere tid siger du/ og løfter mig op/ ved siden af håndvasken// jeg rører ved dit hår/ og kommer til at tænke på// dit hoved// adskilt fra kroppen”

”Nye rejsende”, s. 40.

Tine Høegs debutroman ”Nye rejsende” fra 2017 handler om en nyuddannet gymnasielærer fra København, som møder en fremmed mand på sin første pendlerdag på vej på arbejde i Næstved. Kærligheden overrumpler den unge kvinde, og de to unavngivne hovedkarakterer indleder en affære med sex på togtoilettet og i en park i Ringsted, hvor de i al hemmelighed stiger af. For problemet er, at manden er gift og har et lille barn.

Den forbudte kærlighed er ledsaget af et ustyrligt begær og en seksuel drift, der gør det svært for hovedpersonen at stå ved katedret i klasseværelset og fokusere på sit arbejde. Hun dagdrømmer og kan ikke finde sig til rette på arbejdspladsen og tage læreridentiteten på sig. Det rumsterer indeni, og hun føler en enorm længsel. Samtidig oplever hun et stort pres fra sin familie, der forventer, at hun skal finde en mand og få nogle børn.

52858097

I ”Nye rejsende” er kærlighedsrelationen den røde tråd, men romanen handler egentlig ikke så meget om selve kærligheden. Tine Høeg bruger den stormende forelskelse til at fortælle om en kvinde, som står på tærsklen til voksenlivet med sin kandidatgrad og sit nye job, men som slet ikke kan eller vil lande.

Begæret spænder ben for, at hun kan indtræde i det voksne og det velordnede – i samfundets generelle forventninger til, hvordan en voksen kvinde skal leve sit liv. Romanen er fuld af humor, men den har også tyngde og beskriver mørke sider af mennesket med al dets jalousi, længsler, fremmedgjorthed og ensomhed.

Romanen er skrevet i et digterisk, præcist og scenisk sprog i minimalistisk stil. Nogle tekststykker er flere sider lange, andre kun et ord eller et navn. Digtene udgør et veltilrettelagt romanforløb, hvor vi lærer jeg-fortællerens tanker at kende. Overfor hende står manden, du’et, som man lærer sporadisk at kende på kølig afstand. Få af karaktererne har navne, faktisk er det kun mandens kone og datter samt eleverne, der kaldes ved deres rigtige navne, hvilket understreger den minimalistiske skrivestil, forfatteren gennemfører i bogen. De to hovedpersoner har ikke navne, og lærerne kaldes deres mailadresser: underlige hybridnavne såsom BROM, STAR og LUST, som er en kombination af deres for- og efternavne.