Sult

Citat
”tag en dag alene sagde Emil. Det er bedst for alle/ nu ligger jeg her. Bortvist/ vi har bestilt billetter til Berlin i morgen med nattoget/ jeg er i et mørkt humør/ kan ikke være sammen med hverken Emil eller børnene. Er tom. Har ikke mere at give”
”Sult”, s. 162.

Tine Høegs roman ”Sult” fra 2022 handler om kvinden Mia, der er i fertilitetsbehandling med sin kæreste Emil. Mia er forfatter og bonusmor til Emils to børn fra et tidligere forhold. De har et godt forhold til Emils ekskone, børnenes mor, og de har først og fremmest et godt forhold til hinanden. Men selv det skønneste forhold udtæres af fertilitetsbehandlingens limbo, og vi følger Mia tæt på flere fronter: håb og drømme om moderskabet, forholdet til Emil, der virkelig sættes på prøve, forholdet til omverdenen, der snart kun ses gennem et fertilitetsbehandlings-prisme og sidst, men ikke mindst, hele den fysiske rejse, behandlingen indebærer: Et utal af indsprøjtninger, oppustethed, smerter, vægtøgning mm. 

62702613

Fortællingen er udformet som en dagbog, der begynder den 23. marts og slutter den 23. december, ni måneder senere, og er således fortalt i første person. I vanlig Høeg-stil – og klassisk dagbogsstil i øvrigt – er der stor forskel på kapitlernes og dagenes udformning og omfang på papiret. Den niende april lyder således blot 'Negativ test.', mens andre dage fylder side efter side. Overordnet er afsnittene dog korte, hvilket giver et let flow, der står i kontrast til den klaustrofobiske beskrivelse af et utrolig tungt behandlingsforløb. 

Høeg går i rette med tabuet om fertilitetsbehandling som sådan, med udskamningen af den 'desperate' og 'skruk' barnløse kvinde i 30'erne og med fortrængningen af den modne kvindekrop fra det offentlige rum. I mere personlige afsnit lader hun en utrolig absurditet udfolde sig, som i scenen hvor Mia tager over til sin bedste veninde for at være hos hende, mens hun gennemgår en medicinsk abort: ”jeg får den tanke at proppe det udskilte foster op i mig, se om det kan leve her...” (s. 128).

Teksten indeholder flere temaer, der kunne foldes ud, men ”Sult” har ét altdominerende tema, som er livet i fertilitetsbehandling. Og det i sig selv er måske en metafor for, hvordan en fertilitetsbehandling overtager alle elementer af de involveredes liv: Alt ses i relation til projekt graviditet; det er altopslugende og sindssygt destruktivt, indtil det lykkes, hvis det da lykkes.