I Tine Høegs anden roman, ”Tour de chambre” fra 2020, følger vi forfatteren Asta. Asta er i begyndelsen af 30'erne, single og bor alene. Hun ses ofte med sin bedste veninde Mai og Mais lille søn Bertram. Hun er egentlig i gang med at skrive på en roman, hun længe har forberedt, om en polsk kunstner. Men så modtager hun en invitation til en mindehøjtidelighed for August, der døde for ti år siden, mens de boede på kollegie sammen.
48259936
Den invitation fejer det oprindelige bogprojekt fuldstændig af banen og drager Asta ind i en strøm af minder om kollegieliv, om August og om den flirt de havde, selv om August og Mai var kærester. Asta har aldrig fortalt Mai, hvad der egentlig skete dengang, og manuskriptet til den nye bog handler nu om netop dét. Og da Mai er Astas korrekturlæser og sparringspartner nummer ét, er der lagt op til dramatik, da Asta fuld af gru og anger afleverer første udkast til gennemlæsning hos Mai.
Romanen er fortalt i 1. person af Asta, og som i debuten ”Nye rejsende” fra 2017 er teksten en blanding af digt og prosa; indimellem flyder den frit ud over siderne, indimellem står der blot et par sætninger på én side, f.eks. lyder første side ganske kort: ”Jeg får en invitation til en mindehøjtidelighed 29. juni på Blomsten”. Aldrig så snart er Astas nutid nødtørftigt etableret med singlelivet, venskabet med Mai, forfattergerningen, før teksten springer ti år tilbage i tiden. Beskrivelsen af den helt særlige stemning på et stort kollegie er så livagtig, at enhver kollegiealumne straks vil føle sig hensat til kollegielivet.
Det er uklart, hvad der egentlig skete mellem August og Asta, men det gensidige begær formelig driver såvel på som mellem linjerne. Fascination og dårlig samvittighed blander sig og er en slags fællesnævner for Astas nutid og springene tilbage i tiden. Indimellem læser man et par sætninger, før man er sikker på, hvilken tid man befinder sig i; et greb der giver en vis rundtosset fornemmelse i teksten, og som bevirker stor identifikation med den hvirvlende fornemmelse i Astas mellemgulv, da både litteraturen in spe og virkelighed tumles ned i en skakt af fortid.