Både ”Iliaden” og ”Odysseen” findes i forskellige danske oversættelser. I 1950’erne omskrev Otto Gelsted dem fra deres oprindelige digtform til en mere tilgængelig og letlæselig prosa. Og omkring årtusindeskiftet udgav hans navnebror, den klassiske filolog Otto Steen Due, sine oversættelser af begge værker i et mere nutidigt sprog, men stadig på heksameter og med et udførligt noteapparat. Due har også oversat den romerske digter Vergils ”Aenesi” (”Æneiden”) fra ca. 29-19 f.Kr. Det er ligeledes et nationalt epos skrevet på heksameter, men forfattet på latin. Over tolv sange fortæller Vergil legenden om det romerske riges grundlægger, Aeneas, og som i ”Odysséen” er fortællingens udgangspunkt Trojas fald, hvorfra Aeneas rejser hjem til Italien.
Et endnu ældre helteepos er det babylonske ”Gilgamesh”. Den over 4000 år gamle fortælling om den rastløse kongesøn Gilgamesh og hans sorg over vennen Enkidus død betragtes som verdenslitteraturhistoriens allerførste hovedværk. Det udkom i 2019 i en dansk nyoversættelse fra akkadisk lavet af digteren Morten Søndergård og hans søn Sophus Helle i fællesskab.
Den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) anså Homer for at være idealet på en epiker og en poet, hvis evner næsten kan sammenlignes med gudernes, hvilket han nævner i sin ”Poetikken”. En anden filosof, der har læst Homer, er franske Simone Weil (1909-1943), der i sit essay ”Iliaden eller styrkens digt” (”L'Iliade ou le poème de la force”, 1940) analyserer og kritiserer forholdet mellem styrke og svaghed i Homers eposser. Via citater fra digtene argumenterer hun for, at de også rummer en sårbarhedsæstetik.
Homers værker er blandt de mest citerede og oversatte i verden. Også i moderne litteratur optræder referencer til den homeriske stil og motiver fra den mykenske sagnkreds. F.eks. er James Joyces ”Ulysses” fra 1922 opbygget som en parafrase over ”Odysséen”, og anslaget i svenske Linda Boström Knausgårds debutroman ”Helioskatastrofen” fra 2013 (”Helioskatastrofen”, 2014) er en allegori over myten om Athene, der voksede ud af Zeus’ hjerne og fødtes fra hans pande. Hos Boström Knausgård er det den 12-årige Anna, der på samme vis kommer til verden. ”Forskellen er, at Anna selv kløver farens hoved. Hug! Så står hun der, fuldbåren, med lanse og i glinsende rustning,” skriver anmelder Thomas Thurah om værket (Thomas Thurah: Ud af fars hoved. Information, 2014-01-31).