Både ”Iliaden” og ”Odysseen” er episke digte, dvs. fortællende lyrik. Genren kaldes også for epos eller heltedigte, da de formidler et folk og en nations sejre og nederlag og er bygget på sagn og myter.
Begge eposser er inddelt i 24 sange. De rimer ikke, men har en fast rytme, da de er skrevet på verseformen daktylisk heksameter. En daktyl er en versefod dannet af en lang og to korte stavelser, og et heksameter består af seks versefødder.
Flere af de optrædende personer eller guder beskrives, når de nævnes, med de samme prydende tillægsord, de såkaldte epitheta ornantia. Eksempelvis gentages det ofte, at Athene var ”gudinden med lynende øjne” og Telemachos skildres som ”den kløgtige knøs”. Disse gentagelser har – ud over at beskrive de respektive karakterer – formentlig haft til formål at hjælpe de rapsoder, der reciterede digtene, med at huske. En hukommelsesteknik i stil med et omkvæd i en sang, der kan hjælpe sangeren med at huske det næste vers. Andre eksempler på faste vendinger, der går igen, er formelvers, som når morgnerne beskrives identisk gennem hele ”Odysséen” med formuleringen ”Men da der oprandt lys af den rosenfingrede Dagning”.
Homer bruger mange sammenligninger, særligt til at beskrive kamphandlingerne og de kæmpende. Disse sammenligninger, der også kaldes homeriske lignelser, kan strække sig over flere vers. F.eks. da bueskytten Teukros rammer en fjende, der bøjer sit hoved under hjelmens vægt ”som en valmue nikker med blomsten tung af sit frøhus/ når den i haven blir ramt af forårets vinde fra sønden” (”Homers Iliade”, s. 178).
Ud over disse stilistiske fællestræk er striden mellem mennesker og guder og gudernes magt centrale tematikker i både ”Iliaden” og ”Odysséen”, hvis persongalleri er hentet fra den græske mytologi. Af de mange græske guder er Zeus den mægtigste. Han portrætteres som en magtfuld, stærk og utilregnelig gud, der bl.a. truer sin kone Here med at lægge sine tunge hænder på hende, når hun ikke opfører sig, som han ønsker det. Han truer også de andre guder med sin styrke og overlegenhed, da han i ”Iliadens” ottende sang siger, at den kvindelige eller mandlige gud, der trodser hans ord, vil blive stødt langt, langt ned i det dybeste hul, så han skal sande ”hvor langt jeg overgår samtlige guder” (”Homers Iliade”, s. 169).