”Odýsseia” fra ca. 675 f.Kr. (”Homers Odyssé”, 2002) er en slags fortsættelse til ”Iliaden”, der handler om Odysseus og hans odysse. Odysseus var en af de største græske krigshelte under den trojanske krig, og ifølge ”Iliaden” kunne grækernes sejr bl.a. tilskrives hans krigslist. Efter krigen, på sin vej fra Troja til sit hjem på øen Ithaka, strander han på øen Ogygia hos nymfen Kalypso, hvor han opholder sig i syv år mod sin vilje. Hjemme på Ithaka venter hans kone Penelopeia og sønnen Telemachos på ham i uvished. Mange bejlere flakker om den kløgtige Penelopeia, der forsøger at holde dem hen ved at væve sin svigerfars ligklæde, indtil det bliver opdaget, at hun i nattens løb trævler sit arbejde op igen.
47473659
”Odysséen” består af 24 sange, og fortællingen begynder in medias res – midt i begivenhederne. I den første sang besøger gudinden Athene Telemachos, der er utålmodig for at finde ud af, om hans far er død eller ej. Gudinden opfordrer ham til at undersøge sagen nærmere, så Telemachos drager ud for at forhøre sig på de omkringliggende øer hos nogle af de krigshelte, der kendte hans far.
Odysseus er en legende, der gennem sangene beskrives som en både velformuleret, begavet, stærk og smuk mandsperson. Men han har gjort den mægtige havgud Poseidon vred ved at gøre hans søn, kyklopen Polyphemos blind, efter at den enøjede kæmpe havde spist to af Odysseus’ mænd. Derfor besværliggør havguden hans hjemrejse. Til gengæld har Athene et godt øje til Odysseus, så hun hjælper ham, bl.a. ved at overtale Zeus til at sørge for, at Kalypso sætter ham fri.
Sangene skildrer Odysseus’ mange trængsler og den drøje og forskelligartede modstand han møder på sin hjemfærd, hvor han bl.a. bliver budt indenfor hos faiakerne, hvis skjald synger om hans bedrifter i krigen, så han må skjule sine tårer for det gæstfrie folk. Derefter fortæller Odysseus selv i første person i et langt, eventyrligt flashback om sine farefulde oplevelser. Han har bl.a. opholdt sig et helt år hos den forfærdelige troldkvinde Kirke, der forvandlede hans mænd til svin.
De sidste tolv sange skildrer, hvordan Odysseus, da han endelig efter tyve års fravær vender tilbage til Ithaka sammen med sin søn, må bekæmpe de mange bejlere, der har besat hans hjem, og bevise for sin snilde kone, at han vitterligt er den mand, hun har ventet på.