Mona Høvring har et lavmælt, let troskyldigt stilleje, hvor kvinder og deres indbyrdes relationer er i centrum for fortællingerne. Hendes romaner kan alle ses som en form for udviklingshistorie om pigers og kvinders opvækst.
Det er en drivkraft for hendes personer, at de har en længsel efter en forbindelse med andre, men har meget vanskeligt ved intimiteten. I romanernes beskrivelse af ungdommens dunkle angst og usikkerhed præsenterer der sig dog altid et lys, som regel i form af et menneske: ”Der er altid en ’hjælper’ i mine bøger, det er ikke bevidst, men det sker hver gang (…) Det opstår bare; jeg tror, alle har brug for backup, alle har brug for hjælp i ny og næ,” fortæller Mona Høvring i et interview. (Felix Thorsen Katzenelson: Forfatter har gjort seksualiteten nemmere: »Jeg kunne skrive millioner af bøger om vanskelighederne ved at være intim sammen med andre mennesker«. Politiken, 2018-11-17).
Romanerne er lyriske i sproget, og Høvring er ikke så optaget af at skelne mellem lyrik og romanfortællinger. Der optræder gerne poetiske sekvenser i romanerne, og det Høvringske univers kendetegnes ved, at et prosaisk hverdagslag er skrællet af, og noget nøgent, glasklart og skrøbeligt står funklende tilbage.