I Mona Høvrings roman ”Venterommet i Atlanteren” fra 2012 (”Venteværelset i Atlanten”, 2017) møder vi 25-årige Olivia, der arbejder på et aluminiumsværk i Norge. Hun bor hos sin kæreste Kristian, men føler sig rodløs og har det med at drukne sin ensomhed i alkohol.
Der sker flere ting på samme tid i Olivias liv: Hendes tante dør, og Olivia arver hendes hus i Reykjavik. Hun bliver smidt ud af sin kæreste og må finde et nyt sted at bo. Og sidst, men ikke mindst, møder hun den lidt ældre kvinde Bé efter sin tantes begravelse.
53664601
Som en pludselig indskydelse tager Olivia til Island, og Bé tager med. Det handler for Olivia både om at lægge afstand til en kølig, krævende og narcissistisk mor derhjemme, men også om at finde noget, langt ude i Atlanten, der kan blive hendes eget. Måske endda et hjem. Tantens hus, som nu er Olivias, har hun ikke set siden barndommen, og der er noget både velkendt og fremmed over stedet. Hun og Bé udforsker huset og øen og forsøger at sammenstykke tantens historie. Olivia får en fornemmelse af en ufortalt historie om den nære veninde Halldóra, som de finder gamle billeder af i huset: ”Bé tog et billede ned af to unge kvinder der sad og røg ved havet. Ågot og Halldóra, 7. Juli, 1947, stod der med sirlig blyantskrift i hjørnet.” (s. 84).
Ågot og Halldóra, der engang har været to unge, rygende kvinder ved havet, og som måske var kærester, bliver en slags ledetråd for Olivia og hendes uafklarede forhold til Bé. Olivia og Bé går på kaffebar, de bader i varme kilder, de nærmer sig forsigtigt hinanden, og Olivia begynder måske endda at nærme sig en fornemmelse af sig selv. På en meget poetisk og underspillet manér, som er blevet et særligt kendetegn for Mona Høvrings skrift.
”Venteværelset i Atlanten” kan virke som en lille, undselig historie om længsel og ungdommelig rodløshed, men med en ulmende undertone, der minder om undergrunden på den vulkanø, hvor det meste af bogens handling udspiller sig.