Kinas tumultariske og ofte voldsomme historie igennem det sidste århundrede synes naturligt nok at have præget flere generationer af forfattere. Yu Hua er da også oplagt at læse sammen med sine to ældre kolleger Mo Yan (f. 1955) og Gao Xingjian (f. 1940), der begge har modtaget den prestigefyldte Nobelpris i litteratur i henholdsvis 2012 og 2000. Både Yan og Xingjian beskæftiger sig indgående med tiden under Mao i deres bøger. Også her flettes det politiske og historiske sammen med personlige skæbner og fortællespor, men på det stilistiske plan befinder Yan og Xingjian sig begge et godt stykke fra Yu Huas ligefremme og til tider nærmest minimalistiske prosa.
Yu Huas interesse for de lange strøg og krønikefortællingen giver ham et naturligt slægtskab med et af hans store idoler, amerikaneren William Faulkner (1897-1962). Hua nævner selv Faulkner som inspiration i flere interviews, og hans romaner i det fiktive univers Yoknapatawpha kan sagtens ses som en model for Yu Huas egne livtag med krønikeskrivning. Faulkner skaber i disse romaner et litterært rum med rod i de amerikanske sydstater, og inden for det rum lader han mange generationers skæbne udfolde sig over lange stræk. På den måde får den langstrakte historie også udtryk hos Faulkner gennem skarpt optegnede og komplekse romanfigurer.
Yu Huas korte og præcise sætninger leder også tankerne hen mod den stærke amerikanske tradition for minimalisme, som den kommer til udtryk hos især forfattere som Ernest Hemingway (1899-1961) og Raymond Carver (1938-1988). Der er slet ikke den samme rolige sentimentalitet på spil hos Carver og Hemingway, men det er svært ikke at fornemme indflydelsen fra de to forfatteres omfattende arbejde med at skabe korte sætninger, der lader meget mere ane, end der umiddelbart står på linjerne.