Som hos mange andre kinesiske forfattere, og især hos langt størstedelen af de kinesiske forfattere, der bliver oversat til det vestlige bogmarked, fylder tiden under formand Mao meget hos Yu Hua. Især Kulturrevolutionen i midten af 1960’erne, som var en af de mest tumultariske perioder i nyere kinesisk historie. I den forbindelse er ”Xu Sanguan mai xue ji”, 1995 (”Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod”, 2016) ingen undtagelse, men som i ”At leve” er det ikke så meget den store historie som det enkelte individ, der er det primære fokus i romanen.
Xu Sanguan arbejder på en silkefabrik, og som en art bijob sælger han undertiden sit blod på det lokale hospital. Modsat de ’svedpenge’, han tjener på fabrikken, skal ’blodpengene’ bruges på noget særligt, og sin første løn for blodet bruger han på at invitere den smukke Xu Yulan ud at spise for derefter at fri til hende. Hun tror egentlig, at hun skal giftes med den mere ansete He Xiaoyong, men da denne nægter, siger hun ja til Xu Sanguan.
52523451
Xu Sanguan og Xu Yulan får tre børn, men som tiden går, kan alle se, at den ældste søn Yile ikke ligner sin far, men derimod Xu Yulans tidligere flamme. Det viser sig, at He Xiaoyong rent faktisk havde fået sin vilje med Xu Yulan, før hun blev gift med Xu Sanguan, og Yile er altså hans barn.
Det er blot den første af en lang række sorger for Xu Sanguan, og i takt med at uoverskuelige problemer byder sig til, er han nødt til at sælge sit blod oftere og oftere for at skaffe penge.
Som i ”At leve” er det intime rum i familien skueplads for de politiske spændinger i samfundet udenfor. Under Kulturrevolutionen kommer dette bl.a. til udtryk i en art skueproces, som Xu Sanguan sammen med sine sønner fører mod sin egen kone, hvor hun under et væld af ydmygelser skal udøve ’selvkritik’. Igennem sådanne scener fremmaler Yu Hua kraftfulde billeder af absurditeten ved en politisk ideologi, når den føres konsekvent ud i livet og endda griber inden for hjemmets fire vægge. Det private rum er altid politisk og historisk, men samtidig er historien også altid personlig, intim, familiær.