Yu Huas ”Huózhe” fra 1993 (”At leve”, 2015) er egentlig ikke en lang roman, men den strækker sig alligevel ubesværet over fire årtiers tumultarisk historie. Rammen om fortællingen udgøres af en unavngiven mand, der har reddet sig et godt sommerferiejob, hvor han skal drage rundt på landet for at indsamle folkeviser.
Undervejs møder han bonden Fugui, der driver på en okse af samme navn. Fugui fortæller om sin ungdoms eskapader, hvor han i en sanseløs rus formøbler familiens formue væk på terningespil og prostituerede. Dette skal dog vise sig at være held i uheld, da kommunisterne kommer til magten. Nye vinde blæser, og jordbesiddere er nu hovedfjenden, hvorfor den nye ejer af familiens jord bliver skaffet af vejen, og landet delt ud til bønderne.
52052246
Nu følger de katastrofale planøkonomiske eksperimenter, som i ideologiens navn kaster egnens bønder ud i den dybeste armod og hungersnød. Derefter bryder Kulturrevolutionen ud, og konstant udsættes Fuguis familie for historiens brutalitet. Familiemedlemmer dør omkring ham, ulykke følger på ulykke, og til sidst sidder den gamle mand altså tilbage som den eneste. Han ejer nu kun en okse, som han meget symbolsk har opkaldt efter sig selv, og sammen traver de frem og tilbage i markernes plovfurer.
I ”At leve” kæder Yu Hua et meget langt stræk af kinesisk historie sammen og lader alle knudepunkterne mødes i den ukuelige bonde Fugui. På den måde er romanen et svimlende historisk dokument, men samtidig gør valget af Fugui som hovedperson denne historie meget konkret. Historiens omskifteligheder opleves stærkere, når effekten føles gennem den indvirkning det får på en almindelig familie. ”At leve” tilbyder et eksempel på, hvordan store politiske omvæltninger har haft indvirkning på det levede liv, og Fuguis jævnhed gør ham let at identificere sig med. Perspektivet bliver på den led overvældende, når man tænker på de millioner af bønder, byboere, intellektuelle osv., der har måttet udholde skiftende regimers luner igennem det meste af et århundrede.