En virkelighed

Citat
”Hun så noget glitre, noget, hun ikke vidste, hvad var, og gik hen mod døråbningen. Solskinnet faldt på hendes krop og gjorde hendes hænder skrækkeligt gule. Derpå så hun en gul klump ligge foran sig. Hun vidste stadig ikke, hvad det var, og gik ud ad døren, nærmede sig tøvende, og før hun havde forstået, at det var hendes eget barnebarn, havde hun set søen af blod. Hun fór sammen og styrtede tilbage til sit kammer.”

”En virkelighed”, s. 18-19.

I Yu Huas dystre fortælling ”Xiànshí yī zhǒng” fra 1988 (”En virkelighed”, 2019) bor de to brødre Shangang og Shanfeng sammen med deres gamle mor, deres koner og deres to børn. En dag, hvor de voksne er på arbejde, dræber Shangangs fireårige søn Shanfengs dreng, der ligger hjælpeløs i vuggen. Shanfeng dræber da Shangangs søn i et sadistisk strafferitual, og herfra hvirvles de to brødre ind i en drabelig voldsspiral. Shangang dræber Shanfeng, og staten henretter Shangang for brodermordet.

I lighed med flere af Yu Huas andre tekster balancerer ”En virkelighed” også ofte på kanten af det overnaturlige. Shangang besøger sin kone som spøgelse efter sin henrettelse, og måden, hvorpå han dræber sin bror, er mildt sagt aparte. Samtidig er der noget underligt søvngængeragtigt over både personernes handlinger og deres reaktioner på den gru, der omgiver dem. Tilsammen giver det fornemmelsen af et menneskeligt fællesskab, der er slået fuldstændig af led. Familierelationerne falder fra hinanden, hvilket i novellaen bliver symboliseret af den gamle bedstemor, der som familiens matriark konstant beklager sig over sine værkende knogler og rådnende indvolde. Hun går bogstavelig talt i opløsning i takt med familien.

47155312

Kulturrevolutionen fungerer ofte som voldeligt bagtæppe hos Yu Hua, men i ”En virkelighed” virker forfatteren samtidig interesseret i at prøve at indkredse noget alment menneskeligt.

I det afsluttende kapitel dissekeres Shangangs lig. Organer, øjne, muskler fjernes af forskellige specialister. Til sidst står kun skelettet tilbage. Dissektionen bliver til et billede på selve fortællingen, der har vist, hvordan det afpillede skelet fungerede som levende menneske, da det stadig havde sine muskler og sin hud. Forfatteren stiller sig på den måde an som en videnskabsmand, der undersøger den menneskelige natur og konkluderer, at vold og brutalitet må være et grundelement i enhver samfundsdannelse og et iboende træk i mennesket i en sådan grad, at selv fireårige springer ud som lystmordere i det øjeblik, de overlades til deres egne drifter.