Baggrund

Citat
”Et minde specielt har beskæftiget mine tanker hele formiddagen – eller snarere en stump af et minde, et øjeblik, der af en eller anden grund står så levende for mig gennem alle disse år. Det er en erindring om, at jeg stod alene i den bagerste korridor foran den lukkede dør til miss Kentons stue; faktisk stod jeg ikke lige foran døren, men halvt bortvendt, lammet af ubeslutsomhed, om jeg skulle banke på eller ej; thi i det øjeblik, hvis jeg husker rigtigt, var jeg blevet overbevist om, at, bag den dør, kun et par meter fra mig, sad miss Kenton og græd.”

”Resten af dagen”, s. 210.

Kazuo Ishiguro er født i 1954 i Nagasaki i Japan, men som femårig flyttede han med sin familie til Surrey i England. I dag er han engelsk statsborger. Hans første to romaner foregår i Japan, men det er et imaginært Japan, som Ishiguro selv beskriver det, for han vendte først tilbage til fødelandet i 1989.

I England havde han igennem sin barndom og ungdom skabt sig et stærkt billede af dette andet land, hjemlandet, som han følte et følelsesmæssigt bånd til. Debutromanen ”De fjerne blå bjerge” (”A Pale View of the Hills”, 1982) blev skrevet som en specialeafhandling i creative writing fra East Anglia University og handler om den midaldrende kvinde Etsuko, der lever i England og tænker tilbage på sin ungdom i Japan.

Ishiguros far var en berømt dybhavsforsker, som den engelske regering hentede til England for at foretage research. Det foregik dybt inde i skovene i Surrey, og Ishiguro er stadig ikke helt klar over, hvad farens arbejde bestod i. Ishiguro mener, at hans forhold til England er meget påvirket af at have været et japansk barn, der er opdraget i en japansk familie. For ham er England stadig et meget mytologisk sted. Hans familie var ikke optaget af at assimilere sig, for det var altid meningen, at de ville rejse tilbage til Japan næste år – det skete bare aldrig.

I virkeligheden ville Ishiguro være rockstjerne, og som femtenårig begyndte han at skrive sangtekster. Hvilket han stadig gør, nu dog mere i den jazzede afdeling. Han har blandt andet skrevet tekster til jazzsangerinden Stacey Kent og deres fælles album, ”Breakfast on the Morning Tram”. ”Jeg så egentlig mig selv som en eller anden musikertype, men så kom der et tidspunkt i mit liv, hvor det gik op for mig: det her er jo faktisk slet ikke mig. Jeg er slet ikke så glamourøs. Jeg er et af de der mennesker med fløjlsjakker med lapper på albuerne. Det var lidt af et nederlag,” siger Ishiguro selv. (Kate Kellaway: I used to see myself as a musician. But really, I’m one of those people with corduroy jackets and elbow patches. The Guardian, 2015-03-15. Egen oversættelse).

Ishiguro skriver ud over bøger og sangtekster også filmmanuskripter. Han bor i London med sin skotske kone, og sammen har de en voksen datter.