Kazuo Ishiguro er glad for genrespring, og et sådant foretager han igen med sin roman fra 2015, ”The Buried Giant” (”Den begravede kæmpe”, 2015), der læner sig kraftigt op ad ridderromanens floromvundne fortællinger. En mystisk tåge har lagt sig over 500-tallets England, men det er ikke så meget en grålig dis, der omslutter landskabet, som en indre sløring af fortiden. Derfor har vi atter, og i ”Den begravede kæmpe” på meget konkret vis, at gøre med en filtreret og upålidelig erindring. Mennesket har mistet evnen til at huske, og alt det, der er mere end blot få timer gammelt, forsvinder i tågen.
Det viser sig at være en drages giftige ånde, der er skyld i miseren, og hugger en ædel ridder hovedet af dragen, som for eksempel en af Kong Arthurs efterlevende, vil problemet være løst. Men vil man gerne have sandheden tilbage, når det kommer til stykket?
51926153
Beatrice og Axl er et aldrende ægtepar, som vi følger på deres rejse ud for at besøge deres søn. Den glemselståge, der har lagt sig over deres fælles liv, giver læseren anledning til at tænke over, hvad det er, der holder sammen på et liv og et ægteskab. Beatrice og Axl mangler erindringen om en lang, symbiotisk historie, der forankrer kærligheden. Til gengæld har de heller ingen erindring om alle de gange, de gjort hinanden ondt i fortiden. Det samme kan siges om ’ægteskabet’ mellem de to parter, saksere og briter, der på dette tidspunkt lever sammen i England. Kan de stadig leve sammen, hvis erindringen om den andens myrderier dukker op til overfladen?
Titlens begravede kæmpe er erindringen om det, der virkelig er hændt. Det, der ansporede Ishiguro til at skrive bogen var tanken om, at der er mange steder, hvor man lever med en sådan ’begravet kæmpe’ for at kunne leve videre sammen – både i et land, et ægteskab og i en familie.