Da Det Svenske Akademis sekretær i forbindelse med Nobelpris-offentliggørelsen knyttede et par ord til Ishiguros forfatterskab, sammenlignede hun hans litterære universer med Jane Austens sædekomedier og Franz Kafkas absurde tone. Herefter sagde hun, at ”man er nødt til at tilføje lidt Marcel Proust til cocktailen, hvorefter du rører, men ikke for meget – så har du hans værker.” Det Jane Austen’ske i Ishiguros romaner springer frem i optagetheden af at analysere klassiske, britiske institutioner som godserne, myterne og kostskolerne – tilsat en absurditet, der forrykker realismen en smule, og gør alt en lille smule fremmed. Som set med et fremmed blik. Marcel Proust lurer overalt med den altdominerende interesse i erindringens slørende og forvanskende blik.
Selv om hans fortælletone er helt anderledes, kan man også sammenligne Ishiguro med forfattere som Martin Amis og Ian McEwan, forfattere, han i øvrigt beundrer dybt. Alle er de optagede at analysere og dechifrere det Storbritannien, de er opvokset i, og se dets myter efter i sømmene. Hos dem alle er det ofte sådan, at den personlige historie, som butleren Stevens’, ophøjes til en beretning om hele landets formørkede historie – ikke mindst de perioder, man gerne vil fortrænge.