Kazuo Ishiguro er inspireret af sangere som Tom Waits, Bob Dylan og Leonard Cohen og skriver selv sangtekster. Sangskrivningen har lært ham noget væsentligt: ”En af de væsentligste ting, jeg har lært af at skrive sangtekster – og det har haft en enorm indflydelse på mine bøger – er, at med en personlig, fortrolig tekst, der synges i første person ental, må meningen ikke være indlysende. Den er nødt til at være indirekte, og ind imellem skal man læse mellem linjerne.” (Kate Kellaway: I used to see myself as a musician. But really, I’m one of those people with corduroy jackets and elbow patches. The Guardian, 2015-03-15. Egen oversættelse).
Lige præcis dette træk går igen i Ishiguros romaner, det indirekte, hvor der skal læses mellem linjerne. Hans tone er underspillet, og handlingen udspiller sig altid i et gådefuldt og uigennemtrængeligt univers, hvor læseren ikke helt kan få greb om sandheden. Ikke mindst på grund af fortællernes tågede, og bedrageriske, erindringer. Historierne ligger hos disse hovedpersoner, der i tilbageblik mindes en fortrængt episode i fortiden, der kaster skygger over nutiden. Deres erindring filtreres gennem egne følelser og fortrængninger, derfor er de som fortællere ikke til at stole på. Netop dette optager Ishiguro. Hvad er det, vi livet igennem fortæller os selv, og hvad udelader vi i denne fortælling: ”Jeg er interesseret i erindringen, fordi det er filteret, hvorigennem vi ser vores liv, og fordi den er tåget og obskur og giver anledning til selvbedrag. Som forfatter er jeg i sidste ende mere interesseret i, hvad folk fortæller sig selv, at der skete, end i, hvad der i virkeligheden skete.” (Tonny Vorm: Nobelpristager Kazuo Ishiguro: Jeg prøver at udtrykke mig så enkelt og klart som muligt. Information, 2017-10-07).
Fælles for Ishiguros romanfortællere er også, at de alle til en vis grad er betragtere til livet – en smule afsondrede, ikke helt faldet til i de omgivelser, som de desperat, og måske en smule naivt, forsøger at forstå. Helt tilbage fra debutromanen med den japanske enke, der kigger tilbage på ungdommen i Nagasaki, til ”Resten af dagen” hvor en gammel butler måske først nu forstår sin arbejdsgivers forehavende og sine egne, skjulte følelser for miss Kenton, og til Kathy H i ”Slip mig”, der beskriver en verden, der kun på overfladen er almindelig og genkendelig.