Ishiguro troede egentlig, at romanen ”Never Let Me Go”, 2005, (”Slip mig aldrig”, 2005) skulle handle om en flok teenagere, der hang ud på en skole i halvfjerdserne. Han kunne ikke helt få historien til at hænge sammen, indtil han flere år efter første indskydelse hørte et radioprogram om bioteknologi. Så begyndte historien for alvor at tage form.
Kathy H er historiens fortæller, og hun ser tilbage på det, der indledningsvist virker som en helt almindelig skoletid på den engelske kostskole Hailsham. Vi hører om de andre skolekammerater, veninden Ruth, og især skolekammeraten Tommy, der som den eneste har svært ved at falde til på Hailsham. Tommy mobbes af de andre drenge, han får pludselige raserianfald, og han indleverer ikke kunstværker til den mystiske Madame, som alle børnene ellers anspores til.
25863550
Da Kathy fortæller historien i tilbageblik, er hun blevet 31 år gammel og arbejder på tolvte år som ’plejer’. Således, i kraft af drypvise ord, særlige betegnelser, oprulles historien langsomt for læseren – næsten i samme lidt forsinkede tempo, som sandheden går op for kostskoleeleverne på Hailsham. Ord som donor, donationer og plejer opridser stykke for stykke en verden, hvor man opdrætter kloner for at kunne høste deres organer, når menneskers organer svigter. Klonerne kan ikke få børn, og deres liv slutter tidligt. Kathy tager sig som plejer af sine gamle kammerater, når de har været igennem en første, anden eller tredje organdonation. Ved den fjerde organdonation ’afslutter’ donorerne, det vil sige, at de på menneskesprog dør.
Universet med klonerne og deres meget forkortede liv bliver en prisme, hvorigennem man som læser kommer til at se på menneskelivet. Hvornår er man et menneske? Når man tænker og føler, som også klonerne gør? Når man danner relationer til hinanden, som også Kathy og hendes kammerater gør til hinanden? Og hvis klonernes fordømte liv med dets uafvendelige mål virker meningsløst og tragisk, hvad siger det så om vores eget liv?
Igen i ”Slip mig aldrig” benytter Ishiguro sig af en stram fortællestil, hvor kortene holdes så tæt ind på kroppen, at hverken læser eller fortælleren selv er helt med – man er hele tiden et par skridt bagud, uvidende om det univers, man bevæger sig rundt i.