Guzel’ Jachinas ”Zulejkha åbner øjnene” er en historisk roman, der tematiserer tvangsdeportationer, undertrykkelse og etniske udrensninger i 1930’ernes kommunistiske Sovjetunionen. Romanen bygger på erindringerne fra Guzel’ Jachinas egen bedstemor, der døde som 87-årig, lige inden Guzel’ Jachina begyndte på sit manuskript. På trods af disse sammenfald og inspirationen til romanen er ”Zulejkha åbner øjnene” dog ikke en biografisk roman, og forfatterens bedstemor blev da også deporteret som seksårig og vendte hjem til sin landsby efter 16 år i sibirisk eksil.
I romanen bliver Zulejkhas personlige rejse et billede på at kunne overleve undertrykkelse både fra interne kræfter og fra en overmagt som de brutale kommunistiske myndigheder og nå en ny form for frihed i et selvstændigt liv – selv under en uendelig lang og grusom rejse gennem den sibiriske tundra. Zulejkha er et symbol på det lille menneske over for en altoverskyggende stat, og ved at dykke ned i et sort kapitel i Ruslands historie gør Guzel’ Jachina op med den forherligelse af den sovjetiske tid, der stadig findes nogle steder i Rusland i dag. Der er nemlig stor forskel på den generation, der er vokset op i Sovjetunionens storhedstid og har nostalgiske minder fra de år, og så de russere, der er født efter sammenbruddet i 1991.
Ifølge Guzel’ Jachina er landet nødt til at blive mere bevidst om sin egen fortid for at kunne gå en mere konstruktiv fremtid i møde, og med Ruslands invasion af Ukraine i 2022 i baghovedet har hun retorisk spurgt, om det er muligt at bearbejde et traume, når man er i gang med at skabe et nyt.
”Zulejkha åbner øjnene” indeholder også universelle temaer som kærlighed – både til familie, venner og en elsker – og selve det at frigøre sig selv. Både som kvinde og som menneske. Som Guzel’ Jachina selv har udtalt: ”For at kunne skrive, kræver det, at man har en fri stemme, et frit hjerte og en hel del fritid.” (Emma Klitnæs: ”Det er ikke en gentagelse af historien, men en fortsættelse”. Magasinet Atlas, 2022-12-16).