Med sine beskrivelser af det somaliske miljø i Danmark skriver Sofie Jama sig ind i en række af danske forfattere med ikke-vestlig baggrund, som behandler forældregenerationens møde med det danske samfund. Men hvor forfattere som Yahya Hassan, Sara Omar og Geeti Amiri ofte også optræder som samfundsdebattører, ønsker Sofie Jama ikke at deltage i den offentlige debat: ”Jeg vil ikke være nogens mangfoldige indspark eller den islamkritiske stemme, der skal bekræfte stereotype fordomme. Og den her roman er ikke et debatindlæg, men et forsøg på at skabe et rum til forståelse og fordomsfri nysgerrighed på tværs af typiske kasser og forudindtagede perspektiver,” har hun sagt i et interview. (Anna Raaby Ravn: Nomadefortælleren. Weekendavisen, 2019-01-11).
Litterært og tematisk findes der da også flere ligheder mellem Sofie Jamas forfatterskab og en række internationale forfattere, heriblandt britisk-indiske Salman Rushdie, som i sin roman ”Skam” (1983) skriver om migrationen som en nomadetilværelse og belyser den rodløshed og skam, det kan have til følge. Det samme gør fransk-marokkanske Tahar Ben Jelloun i sin roman ”Hjem” (2010). Her er det især problemerne med at tilpasse sig det nye land, der belyses. Også fransk-iranske Marjane Satrapi skriver om at falde til og skille sig ud i et nyt land i tegneserien ”Persepolis” (2000), her set i et teenageperspektiv som det, man også finder hos Sofie Jamas karakter Baraka. Endeligt er den libyske forfatter Ibrahim al-Konis beskrivelser af nomadelivet i ørkenen, sådan som det kommer til udtryk i hans roman ”Blod af sten” (2005) stilmæssigt og tematisk ganske lig Sofie Jamas beskrivelser af tilværelsen på de somaliske sletter. Hos begge forfattere står naturens kræfter, mytiske figurer og troen på en allestedsnærværende gud centralt i deres beskrivelser af livet som nomade.