Det er nærliggende at sammenligne Anna Juul med Fine Gråbøl, der i 2021 udgav bogen ”Ungeenheden”, der skildrer livet på et psykiatrisk bosted. Tematisk beskriver begge forfattere livet med psykisk sygdom og peger på et presset psykiatrisk system, men formen er forskellig. Hvor Anna Juul skriver i et meget direkte sprog og med et tragikomisk blik på sin tilværelse, så er Fine Gråbøls beskrivelse af livet med psykisk sygdom af mere poetisk og nøgternt reflekterende karakter. Fælles er dog, at begge forfattere med deres romaner nuancerer billedet af, hvad det vil sige at være psykisk syg. De stiller sig begge skeptiske over for ideen om den individuelle helbredelse og kalder på en større rummelighed fra omgivelsernes side.
I et litteraturhistorisk perspektiv findes et slægtskab mellem Anna Juul og den norske forfatter Amalie Skram, der i romanerne ”Professor Hieronimus” (1895) og ”Paa Sct. Jørgen” (1895) kritisk beskrev datidens psykiatriske behandling med udgangspunkt i egne erfaringer. Selvom romanerne ikke er autobiografiske skildringer ligesom ”Superskurk”, så ligger deres hovedperson Else Kants oplevelse af en indlæggelse på et psykiatrisk hospital sig tæt op ad Amalie Skrams egen erfaring med psykisk sygdom og indlæggelse.
I forhold til humor, og hvordan den bruges, kan man drage en forbindelse mellem Anna Juul og hendes norske forfatterkollega Erlend Loe. Både ”Penge & Bacon” og Erlend Loes ”Doppler”-trilogi er absurd-humoristiske kommentarer til den moderne og privilegerede tilværelse, hvor den ulideligt lette hverdag krakelerer, og dens iboende kedsomhed og ensomhed stilles til skue. Både ”Penge & Bacon” og ”Doppler”-trilogien har også et menneske-dyr-forhold med som komisk element og som udtryk for en type ensomhed, hvor karaktererne bedre kan betro sig til dyr end til andre mennesker. Anja i ”Penge & Bacon” har sine vandrende pinde Penge og Bacon, Andreas Doppler i ”Doppler”-trilogien har sin elgkalv Bongo.