Anna Juuls erfaring som manuskriptforfatter med at skrive meget i dialog og monolog kommer også til udtryk i hendes romaner, der er båret meget af disse fortælleformer. De er bevidsthedsstrømme ind i et sind ramt af psykisk sygdom, både på autofiktiv vis i ”Superskurk” og på mere absurd vis i ”Penge & Bacon”, hvor hovedpersonen Anja får en paranoid nedsmeltning og tror, at hendes ellers så fredsommelige kæreste planlægger at slå hende ihjel.
Et andet vigtigt aspekt af Anna Juuls forfatterskab er den satiriske eller selvironiske tilgang til tilværelsen, som også var det, hun brød igennem på som det selvoptagede digter-alterego Veronika Katinka i radioprogrammet ”Den Korte Radioavis”. Hun bruger satiren, når hun for eksempel portrætterer karakteren Anja i ”Penge & Bacon”, hvis livsgrundlag smuldrer, da hun ikke længere kan shoppe dyrt tøj på nettet, fordi landet lukker ned i en klima-lockdown. Satiren er med til at forstørre og sætte fokus på alvorlige temaer som eksistentiel ensomhed og mangel på mening. Anna Juul siger selv om den tilgang: ”… jeg ser verden gennem en tragikomisk prisme. Alt hvad jeg laver, indeholder det. Jeg tror sandsynligvis, at noget af det er en forsvarsmekanisme, så man kan komme gennem livet.” (Kristine Enevold Villadsen: Forfatter Anna Juul: ”Jeg har haft svært ved at indrømme, hvor selvoptaget jeg er”. Femina.dk, 2021-03-12).
De alvorlige temaer kan læses som almenmenneskelige erfaringer af ensomhed og meningsløshed, men de er også udtryk for den mere specifikke erfaring, som det er at have en psykisk lidelse. Romanen ”Superskurk” bevæger sig næsten over i debatgenren, da Anna Juul vælger at slutte romanen af med et opråb til politikerne om forholdene i psykiatrien.