Skildringen af en mor med psykisk sygdom, som det tager sig ud på afstand i Katrin Ottarsdóttirs ”Pigen i verden” og for fuld udblæsning i ”Sommeren varer ikke hele året længere”, kan minde om Tove Ditlevsens ”Ansigterne” fra 1968. I den voldsomme fortælling om forfatteren Lise Mundus, der indlægges på psykiatrisk afdeling, får læseren en oplevelse af, hvordan det er at befinde sig i et sind med paranoia og hallucinationer. Her ses sygdommen inde fra en syg mors sind, hvor vi hos Ottarsdóttir ser moderen udefra.
I 2018 udgav Karen Fastrup den autofiktive roman ”Hungerhjerte”, hvori hun skildrer en indlæggelse på psykiatrisk afdeling og i lighed med Ottarsdóttir interesserer sig for, hvordan psykisk sygdom kan gå i arv gennem generationerne – den arvelige sindssyge, som Fastrup kalder det.
Vigdis Hjorths roman ”Femten år” (2023) om den unge pige Paula, har ligheder med ”Sommeren varer ikke hele året længere” i den måde, den unge pige spejler sin familie, oplever at bryde ud af barnehammen og være i tæt kontakt med den omgivende, her nordnorske, natur.
I Johan Harstads roman ”Buzz Aldrin, hvor blev du af?” fra 2009 havner den norske mand Mattias lidt uforvarende på Færøerne, hvor han – præcis som Buzz Aldrin, der var anden mand på månen – går rundt og er lidt anonym. Som pigen i ”Pigen i verden” oplever han at være en gæst, en ukendt, der finder hjemme i den færøske natur, mens han forsøger at finde sig selv.
En færøsk forfatter som Jóanes Nielsen skriver også om den egenrådige færøske natur og om det snæversyn, der kan præge den atlantiske øgruppe. Her er det nemt at føle sig udenfor, hvis man ikke passer præcist ind i samfundets og kulturens trange rammer, ganske som det opleves i Ottarsdóttirs bøger.