Som andet bind i serien om ”Pigen i verden” udgav Katrin Ottarsdóttir i 2023 ”Summarið varar ikki alt árið longur” (”Sommeren varer ikke hele året længere”, 2024). Heri er pigen blevet 17-årig gymnasieelev, der i romanens begyndelse er i færd med at prikke hul på sin hud, så hun kan dryppe blod ned i et hygiejnebind for at få sin mor til at tro, at hun har menstruation. Det indkapsler præcist pigens knugende situation: Hun er blevet gravid med en dansk overklassedreng på gennemrejse og forsøger at skjule graviditeten for sin mor, der tjekker toiletposens brugte bind. Nålens smerte giver en kortvarig forløsning af den kroniske smerte det er at leve med en psykisk syg mor, der fra morgen til aften tyranniserer pigen og hendes eftergivende far, som slår knuder på sig selv for ikke at tirre moren. Den grænseløse mor giver pigen skylden for alt, der er galt i hendes eget liv, og hendes udsagn er skrevet uden tegnsætning, som en rablende strøm af eder og forbandelser. I sine daglige flugtforsøg forsvinder pigen ind i Leonard Cohens musik, i skolen, til det beroligende Atlanterhav eller på turene på den røde Puch-knallert, ud hvor ingen kan nå hende.
138771784
Langsomt forbinder hun sig med det lille liv inde i sig, men af frygt for morens reaktion fortæller hun ikke nogen om graviditeten. Da hendes datter kommer til verden, falder der på den ene side ro over hende, fordi hun endelig har en rolle at spille i et andet menneskes liv. På den anden side skal hun nu håndtere morens skam over at have en datter, der er faldet i unåde og hendes egen uformåen som både mor og mormor.
Det bliver tydeligt, hvor meget moral og normer fylder i det lille samfund. Samtidig vakler pigen mellem at tage del i det almindelige ungdomsliv med fester og drenge og veninder og så at passe på sin krop og værne sig mod sin mors angreb. Det indre tankemylder slipper hende kun sjældent, og evigt lurer angsten for morens manipulerende overgreb og selvmordstrusler.
Romanen er skrevet med gentagne scener af morens tyranniske skuespil og verbale overfald på en så grænseløs og insisterende måde, at man som læser føler sig angrebet. Det spejler effektivt pigens klaustrofobiske og frygtsomme liv, hvor hun først til allersidst – 1400 kilometer væk hjemmefra – kan øve sig i at trække vejret frit.