Claire Keegans ”Den slags små ting” er blevet kaldt en moderne version af Charles Dickens’ klassiske historie ”Et juleeventyr” (1843), og som Charles Dickens’ berømte skæbnefortællinger om fattigdom og arbejdsløshed har også Claire Keegan de omsorgssvigtede og forsømte i fokus.
Selv nævner Claire Keegan sin irske folklorebaggrund som en årsag til, at hendes skæbnefortællinger ofte ligner eventyr, men deres ligheder med folklore og eventyr betyder ikke, at der er overnaturlige elementer eller urealistiske stereotyper i hendes litteratur. Hovedpersonerne i ”Den slags små ting” og ”Omsorg” har psykologisk dybde og nuancerede personligheder med vægelsind, tvivl og frihedstrang, og det gør dem til levende og realistiske karakterer. Både ”Den slags små ting” og ”Omsorg” har det, man ofte kalder en ’lykkelig slutning’; dvs. en opbyggelig afslutning, hvor vi som læsere har håb for, at det vil gå vores hovedpersoner det godt. I stedet for at blive ledt over mod den nedslående dystopi, hvor bogens univers efterlades i kaos, ledes vi som læsere over mod håbet og utopien, hvor en fremgang er i sigte. Budskabet er, at der findes et alternativ til en verden med undertrykkelse, skam og fortielser.
Et andet autentisk element hos Claire Keegan er referencen til de irske klostres Magdalena-vaskeri, som helt frem til 1990’erne brugte unge ugifte kvinder, der havde fået børn uden for ægteskab, som gratis arbejdskraft.
Som hos den amerikanske novelleforfatter Flannery O’Connor skriver Claire Keegan koncist, intenst og fortættet med et enkelt sprog, der ikke skærer tingene ud i pap. Dramaet forløses ikke i et stort episk opgør – i stedet holdes spændingen tilbage, så læseren selv skal stykke brikkerne sammen og udfylde de tomme pladser. Også en (novelle)forfatter som norske Ingvild H. Rishøi, der bl.a. har udgivet ”Vinternoveller” (2015) og ”Stargate – en julefortælling” (2021), har lighedstræk med Claire Keegan. Begge beskriver ofte en social underklasse, der alligevel opnår et håb i modgangen.