Demon Copperhead

Citat
”Hvis en mor ligger i en sø af pis og pilleglas, mens de klasker til den unge, hun har klemt ud, og råber, at han skal se levende ud, så er det sgu nok mest sandsynligt, at den lille skid er fortabt. Junkiens unge bliver junkie. Han vokser op og bliver alt det, man ikke vil vide noget om: rådne tænder og døde øjne, værktøj, der pludselig skal låses inde i garagen, så det ikke finder på at forsvinde, motelværelser lejet for en uge ad gangen...”
”Demon Copperhead”, s. 10.

Barbara Kingsolvers roman ”Demon Copperhead” fra 2022 (”Demon Copperhead”, 2024) tager sin begyndelse i en trailer i Lee County, hvor bogens hovedperson og fortæller, Damon Fields – snart Demon Copperhead, fødes på et badeværelsesgulv af sin 18-årige mor, der er misbruger og i øvrigt sætter varer på plads i Walmart, når hun ikke er på en eller anden form for afvænning. Herfra går det over stok og sten gennem bogens godt 600 sider og 64 kapitler – Demon er både skarp og empatisk sine elendige odds til trods og klarer sig igennem den ene rædsomme situation efter den anden: Den voldelige stedfar Stoner, der pludselig flytter ind, moderens død (på Demons fødselsdag), livet som plejebarn/slavedreng hos en væmmelig gammel tobaksbonde, knæskaden, netop da en seriøs fodboldkarriere skal til at materialisere sig, og ikke mindst tilværelsen på stoffer i det kærlige, men dybt usunde forhold til den smukke junkie Dori.

137922681

Nabofamilien Peggots hjemme i trailerparken er vigtige personer gennem hele Demons liv, lige som fodboldtrænerens androgyne datter Angus bliver det. En farmor og en klog, forkrøblet onkel dukker uventet op, og sygeplejersken June Peggot formår gennem sin utrættelige indsats at trænge igennem og overbevise Demon om en seriøs afvænning.

Vi befinder os i Lee County i North Carolina og bevæger os i geografisk forstand ikke ret langt, hvilket er en selvstændig pointe i bogen: Social og fysisk mobilitet hænger sammen. Romanen er bygget op over Charles Dickens’ ”David Copperfield” (1850), og har man læst dén, vil man genkende både plot og karakterer. Det er således en vaskeægte coming-of-age-fortælling, og i tid spænder den fra Demons fødsel, indtil han godt tyve år senere sidder i sin bil med Angus på vej mod havet, som han altid har ønsket at se.

Kingsolver skriver med brændende indignation sin Demon frem og leverer blandt andet en sønderlemmende kritik af det sociale system, med opioidkrisen, der har sendt tusindvis af amerikanere ud i misbrug, hjemløshed og kriminalitet, som et trist og højaktuelt bagtæppe.