Det er oplagt at referere til den bølge af såkaldt autofiktiv litteratur, når man leder efter beslægtede forfatterskaber til Chris Kraus’. Karl Ove Knausgård ikke mindst, som må siges at være den aktuelle autofiktive bølges mest fremtrædende forfatter. Han skriver i den grad med udgangspunkt i sit eget liv og dagligdag, men bruger, ligesom Kraus, disse erfaringer til at fortælle noget mere generelt om vores samtid og de kulturelle faktorer, der sætter rammerne for vores eksistens.
Formen og galskaben og galskaben i formen i ”I love Dick” kan minde om stilen hos en anden feministisk forfatter, svenske Sara Stridsberg. I ”Drømmefakultetet” sprutter Valerie Solanas, baseret på virkelighedens Valerie Solanas (kvinden der skød Andy Warhol), af vanvid og kvindeoprør iblandet fortællemæssige afstikkere og sproglige eksperimenter, om end på en langt mere radikal og mindre humoristisk facon end Chris i ”I love Dick”. ”Drømmefakultetet” handler også om kønsmæssige magtforhold, og om hvem og hvad, der får lov til at definere, hvem der er gal, og hvem der er genial.
En kvinde, der kan føjes til Kraus’ katalog over kvindelige kunstnere underkendt af deres samtid, er danske Ingeborg Stuckenberg. I sin samtid var hun henvist til sin rolle som hustru til en af tidens kendte forfattere, Viggo Stuckenberg, selvom senere litteraturforskning har vurderet, at en stor del af mandens værker faktisk var forfattet af Ingeborg. Både personligt og litterært sætter Ingeborg Stuckenberg spørgsmålstegn ved ægteskabets institution og kvindens rolle i den. Det sker i ”Fagre ord”, der oprindeligt blev udgivet under Viggos navn, og i novellen ”Badegæster”, der skildrer, hvordan kønsnormer og klasseskel skaber klaustrofobiske begrænsninger for karakterernes liv.