Chris Kraus, en knap så succesfuld filminstruktør, og hendes mand Sylvère Lotringer, en ældre universitetslektor, mødes i Los Angeles med en af Sylvères bekendte, Dick. Mødet bliver startskuddet på Chris’ betagelse og besættelse af Dick, og hun begynder at skrive hundredvis af breve til ham; en proces som også Sylvère involveres i. Sådan begynder romanen ”I love Dick" fra 1997 ("I love Dick", 2017) – både på det litterære handlingsplan og i virkeligheden. Virkelighedens Chris og Sylvères breve er nemlig fundamentet for tilblivelsen af ”I love Dick”. Bogen er en slags autobiografi, men i høj grad også konstruktion og bør læses som sådan (Elaine Blair: Chris Kraus, Female Antihero. The New Yorker, 2016-11-21. Egen oversættelse).
Fortællestilen er mest båret af jegfortælleren Chris, der henvender sig til Dick i brevene. I enkelte breve er afsenderen Sylvère, og særligt i bogens første halvdel er der afsnit mellem de mange breve, hvor der i tredjeperson fortælles om Chris og Sylvères gøren og laden, efter de har forladt Californien og Dick. Dick er som selvstændig karakter meget lidt tilstede gennem romanen, og selvom Chris skriver henvendt til og ansporet af ham, er det i høj grad hendes person og hendes vid der udfolder sig romanen igennem: ”Jeg behøver hverken opmuntring, anerkendelse eller svar så længe du bare lytter.” (s. 102).
52947650
Hun begynder at erkende sin mangel på succes som filminstruktør og vedkende sig, at de mange breve i virkeligheden er et værk, ”et case-studie”, som beskriver køn, begær, kunst og identitet. Det overordnede mål med brevene bliver at lægge alt ærligt ud og være ”villig til at tabe og acceptere konsekvenserne” (s. 142).
Det billede, som Chris Kraus tegner af romanfiguren Chris Kraus, er en satirisk, men samtidig dødseriøs kritik af og refleksion over det kvindelige råderum i et kunstnerisk elitemiljø. I en række anekdoter får Kraus i brevene til Dick skrevet markante kvinder fra det 20. århundredes kulturhistorie frem og den diskrimination og misforståelse, de har måttet kæmpe med. På samme vis føler hun sig også misforstået af Dick, der til syvende og sidst ikke ser hende som et selvstændigt, intellektuelt individ, men som Sylvère Lotringers besværlige vedhæng. Gennem brevene formår Chris imidlertid at skabe noget uafhængigt, som både formmæssigt og indholdsmæssigt giver hende en stemme.