Da Nath Krause blev tildelt Montanas litteraturpris for sin digtsamling ”Logan i Aokigahara”, sammenlignede litteraturkritiker Lars Bukdahl værket med Dantes 800 år gamle værk ”Den guddommelige komedie”. I begge værker følger læserne uvirkelige par, henholdsvis Nath Krauses digterjeg og youtuberen Logan Paul og Dante-digterjeget og Vergil. I sidstnævnte bevæger parret sig igennem helvede, skærsild og paradis og støder undervejs på en selvmorderskov, mens parret hos Nath Krause netop befinder sig i en selvmorderskov. Lars Bukdahl skriver: ”I Dantes helvede er selvmorderne blevet forvandlet til træer, som terroriseres af de dæmoniske, fuglelignende væsner, harpyerne. Hos Krause er træerne træer, som selvmordere kan finde på at hænge sig fra. Dante er en digter i 30’erne, der endnu ikke er slået igennem, og Vergil er hans store, antikke, for længst afdøde, litterære forbillede. Nath-jeget er en digter i 20’erne uden forlagskontrakt, der er eller har været, som til sort overflod beskrevet i digtsamlingens første halvdel, med et moderne fremmedord suicidal, der betyder truet af at være fristet til at tage sit eget liv, og Logan er en populær YouTuber, der kom i international shitstorm i 2017, fordi han havde filmet en selvmorder i Aokigahara-skoven.” (Lars Bukdahl: Tale til Nath Krause: Rundkreds for to fordømte. Litteratursiden, 2023-09-29). I sin tekst lægger Bukdahl op til en biografisk læsning af værket, men selv afviser Nath Krause at der skulle være tale om autofiktion.
Temaer om udsathed og selvmord kan også findes hos en forfatter som Tove Ditlevsen (1917-1976), der ofte skildrede depression, angst og dyb smerte i sine digte. Blandt andet i digtet ”Angst” fra digtsamlingen ”Pigesind”.
Den kapitalismekritiske side af Nath Krauses digtning kan finde sine paralleller hos forfattere som Jonas Eika, Asta Olivia Nordenhof og Rasmus Lund. Den litterære kritik af Cheminova, som Nath Krause skriver frem i tredje del af ”Trilogi” har de tilfælles med forfatterne Johanne Mygind (”Giftig”, 2025), Kim Blæsbjerg (”De bedste familier”, 2023) og Malte Tellerup (”Spræng fabrikken, 2023). De to sidstnævnte forfattere henviser Nath Krause direkte til i sin digtsamling, hvor tredje del om Cheminova netop hedder ”De bedste familier – spræng fabrikken”
I Nath Krauses værker spiller naturen en central rolle både som kuet af mennesket, men også som et lindrende sted. Også digteren Rasmus Nikolajsen har naturen som centralt tema i værkerne ”Tilbage til unaturen” fra 2016 og ”Sort strømmende drøm” fra 2025.