Bæreposeteorien om fiktion

Citat
”Jeg ved det ikke. Jeg er endda ligeglad. Det er ikke den historie, jeg fortæller. Vi har hørt den, vi har alle hørt om alle de kæppe og spyd og sværd, de ting man kan slå og pirke og banke med, de lange hårde ting, men vi har ikke hørt om tingen at putte ting i, beholderen til den beholdte ting. Det er en ny historie. Det er nyt.”
”Bæreposeteorien om fiktion”, s. 7.

Ud over sine mange romaner har Ursula K. Le Guin også skrevet rigtig mange essays, og det mest berømte af dem er nok ”The Carrier Bag Theory of Fiction” fra 1986 (”Bæreposeteorien om fiktion”, 2017). I essayet fremsætter Le Guin en teori, eller den underlæggende tanke, der kan siges at have være tilstede i alle hendes tanker. Ved at sætte bæreposen – den ting man bærer mad hjem i, eller som gør én i stand til at have hænderne fri, mens man bærer på et barn – som den første teknologiske landvinding, og ikke det falliske og dræbende spyd, omfortolker hun hele begrebet science fiction.

53234909

Hun skriver om, hvordan det tilbage i menneskets tidlige faser ikke var nødvendigt at gå på storvildtsjagt for at overleve, da der var mad nok at samle. Og dem, der gjorde det alligevel, var dem, der ikke kunne finde ud af at fortælle historier eller lave mad. Så de jagede mammutter med spyd, og de blev slået ihjel, og de kom hjem med heltemodige fortællinger. Og de heroiske fortællinger er dem, vi stadig fortæller i dag, historier med den heroiske mand i centrum. Men Le Guin vil gerne fortælle de historier, der tænker på bæreposen som den første teknologi. Hvor historien er en stor pose, der kan indeholde alle mulige forskellige historier, og ikke bare én, der samtidig underordner alle andres historie til at være mindre vigtig.

Essayet er en vigtig nøgle til at læse hendes egne romaner, men det er også en nøgletekst for feministisk litteratur, fordi det er et grundlæggende opgør med maskuline fortællerformer og en omfortolkning af nogle dybdegående metaforer, der åbner op for nye måder at skrive på. Hvis man i stedet for at fortælle lineære, heroiske fortællinger fortæller historien som en pose, vil science fiction ikke længere se så underlig ud, men vil snarere ligne en realisme: ”Det er en mærkelig realisme, men det er også en mærkelig virkelighed.” (”Bæreposeteorien om fiktion”, s. 14).

Det er ikke bare et opgør med og en kritik af en årelang litteraturtradition. Le Guin har også modet til at sætte noget andet i stedet for, en anden måde at skrive og tænke på verden på.

Videoklip
Den danske forfatter Suzanne Brøgger taler om "Bæreposeteorien om fiktion". April 2024.